Zorniger varsler ændringer i startopstillingen: Har en trup hvor alle bidrager
I aften tager Brøndby til Haderslev og møder SønderjyskE i pokalturneringens kvartfinale. Holdets cheftræner Alexander Zorniger vil gerne dosere spillerne rigti

I aften tager Brøndby til Haderslev og møder SønderjyskE i pokalturneringens kvartfinale. Holdets cheftræner Alexander Zorniger vil gerne dosere spillerne rigtigt, og varsler ændringer i startopstillingen i forhold til mandagens Superligakamp. Når Brøndby IF torsdag aften stiller til start mod SønderjyskE, bliver det med ændringer i startopstillingen i forhold til sidste Superligakamp, hvor holdet mødte AaB. - Som træner er man tvunget til at tage beslutninger hele tiden. Det gælder også, hvad angår startopstillingen i aften. Beslutningen om hvem vi starter inde med i aften, kan man ikke blot isolere til kun at handle om pokalkampen, for som cheftræner bliver man også nødt til at tænke på den efterfølgende kamp mod AC Horsens, da der kun er tre dage imellem, siger Alexander Zorniger til Brøndby IF's hjemmeside. - En af de overvejelser, vi derfor gør os om truppen i aften, er, om det f.eks. giver mere mening at lade enkelte spillere blive tilbage i Brøndby og lade dem få en normal træning og dermed opbygge deres fysik til kampen på søndag i forhold til, at de tager med og potentielt sidder på bænken i Haderslev. Vi vil lave ændringer i startelleveren i forhold til kampen mod AaB, for vi har ikke en trup, hvor kun 11 spillere kan starte inde. Vi har en trup, hvor alle bidrager. Pokalen er vigtig for os, og det, jeg ønsker at se i aften, er et hold, der går ind og tager ansvar. Der er kampstart i Haderslev klokken 18:30.