Zorniger utilfreds trods sejr og førsteplads: Vi er under niveau
Alexander Zorniger var overhovedet ikke tilfreds med sine spilleres præstation i kampen mod Randers, som ellers endte med en 3-1-sejr. Han savner mere bevægelse

Alexander Zorniger var overhovedet ikke tilfreds med sine spilleres præstation i kampen mod Randers, som ellers endte med en 3-1-sejr. Han savner mere bevægelse og mindre passivitet hos sine spillere. Brøndby hentede en 3-1-sejr over Randers FC mandag aften, og lagde sig dermed op på Superligaens førsteplads. Men det er ikke nok til at gøre cheftræner Alexander Zorniger tilfreds. - Vi skal være tilfredse, og det er vi, med vores position i ligaen. Ikke med præstationen. Vi har præsteret rigtig godt i nogle kampe i denne sæson, men vi skal ikke præstere under vores forventede niveau, og det gjorde vi i dag, siger Zorniger til 3point.dk. - Jeg synes, det var vores dårligste hjemmekamp i denne sæson. Jeg er meget skuffet. I visse situationer spiller vi de lange bolde for tidligt, måske på grund af bevægelsen, måske på grund af at Randers står højt på banen. Det var ikke godt nok. I anden halvleg var vi også passive når vi spillede mod bolden. Det gjorde vi okay i første halvleg, men efter pausen var vi for passive i for mange situationer. Men holdet har en kvalitet på hjemmebane, som er at vinde kampe. Det er ikke nemt i fodbold. Zorniger har da også en teori om, hvorfor Brøndby har udviklet kvaliteten at vinde fodboldkampe. - Vi har en plan A som er svær at spille mod. Vi er normalt i stand til at få mange clean sheets, og vi er i stand til at bringe kvalitet fra bænken. Jeg tror, det er tredje, fjerde eller femte gang, vi ændrer kampen fra bænken i forhold til måden vi spiller på. - I sidste sæson havde vi det meget svært med vores dødboldssituationer. Det håndterer vi meget bedre i denne sæson. Brøndby vinder mange kampe for tiden - nu handler det om at udvikle det spillemæssige. - Vi har kvaliteten i vores trup i denne sæson til at spille på et højt niveau. Vi skal også kunne præstere på et højere niveau, og det er næste skridt for os, at vi bliver i stand til at balancere det. I forhold til vores forventninger - ikke kun mine, men også spillernes - er det ikke godt nok i dag. Brøndby har chancen for at forbedre præstationen om 6 dage, når der venter et derby i Telia Parken.