Zorniger takker for tiden i Brøndby: Det har været en enestående tid
Alexander Zorniger er taknemmelig for, at han fik mulighed for at sige farvel til sit nu tidligere hold, efter at han mandag blev fyret. Han takker alle i og om

Alexander Zorniger er taknemmelig for, at han fik mulighed for at sige farvel til sit nu tidligere hold, efter at han mandag blev fyret. Han takker alle i og omkring klubben - særligt fansene. På mange måder lignede det et helt almindeligt pressemøde, som Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion lagde lokaler til mandag middag. Ved bordet var der linet mikrofoner op til de to deltagende - Ebbe Sand og Alexander Zorniger. Sidstnævnte iført en Brøndby IF-hoodie, på trods af, at han ikke længere er ansat i klubben. Han var meget taknemmelig for måden, klubben havde sagt farvel på, og for tiden i Danmark generelt. . Mange tak til klubben, som har givet mig muligheden for at sige farvel til den vigtigste del af Brøndby IF, fansene. Det har været en utrolig periode her i Brøndby. Vi havde to fantastiske år. Dette år har været med lidt bump på vejen, men jeg tror, alle kan lære af det. Det har været en enestående tid, og jeg har følt mig meget elsket over en lang periode, sagde Zorniger på pressemødet. - Men i sidste ende er det også lidt svært, når man har en træner som Alexander Zorniger, så jeg vil gerne sige mange tak til fansene, ikke kun til dem der har støttet mig, men til dem, der har støttet, og stadig støtter, klubben. Han fortæller også, at hele familien har været glade for tiden i Danmark, og når det hele er kommet lidt på afstand, vil han tænke tilbage på tiden med glæde. - Jeg vil også sige tak til Jan Bech Andersen, som gav mig muligheden for at være her i dag og give mig muligheden for at sige tak. Jeg vil ringe til ham senere, og han tager selvfølgelig telefonen, for der er ingen grund til ikke at kigge tilbage på tiden med et stort smil. Det er en utroligt stor og stærk klub. Jeg har været træner i Stuttgart, men det her er også en virkelig, virkelig stor klub. Jeg ønsker held og lykke i resten af sæsonen. Der er store objektiver at gå efter, for de er stadig med i kampen om mesterskabsspillet og kvartfinalen i pokalturneringen. Alexander Zorniger sluttede med at takke alt fra Brøndbys ledelse, sikkerhedsfolkene på stadion og hans stab, inden han takkede medierne ved at give hånd til hver eneste fremmødt journalist. Han virkede ikke mærket. Han virkede mere som en, der rummede alt det, der stod på hans føromtalte hoodie. Ét ord. Stolthed.