Zorniger sigter efter pokalsucces: Det bør være vores mål
Alexander Zorniger var glad for resultatet i pokalkampen mod Frem - en kamp, hvor kun resultatet betød noget. Brøndbys tyske træner mener, at Brøndby bør gå eft

Alexander Zorniger var glad for resultatet i pokalkampen mod Frem - en kamp, hvor kun resultatet betød noget. Brøndbys tyske træner mener, at Brøndby bør gå efter at få succes i pokalturneringen, hvor holdet kan slå alle modstandere. Det var en halvbleg indsats fra Brøndby, da holdet onsdag aften ekspederede BK Frem ud af pokalturneringen med en 2-1-sejr. Indsatsen betyder dog mindre for Brøndbys træner Alexander Zorniger, som var mere interesseret i resultatet. -Jeg var glad for resultatet. Det var en pokalkamp, og der er tre Superligahold der allerede er røget ud af turneringen. Jeg lærte for mange år siden at det ikke handler om præstationen. Det ville have været fint, hvis nogle flere spillere udnyttede den chance de fik i dag, det var ikke alle der gjorde det. Men det er svært med så mange udskiftninger, så de præsterede som man kunne forvente, siger Zorniger til 3point.dk, og afviser samtidig, at Brøndby havde undervurderet 2. divisionsholdet. -Det var ikke sværere end forventet. Jeg var hele tiden rimelig sikker på, vi ville vinde, for man kunne se på deres spillere 20 minutter før tid, at de begyndte at få krampe. De leverede godt. De løb og fightede godt, og de havde mange spillere med god fart i benene. Men jeg tror ikke, de havde ikke meget mere end den ene chance de scorede på, siger Zorniger, som dog kan finde en enkelt ting, han er utilfreds med: -Jeg er utilfreds med, at vi laver et tidligt mål, og så giver det hele væk så hurtigt efter på grund af nogle af spillernes defensive indsats. Zorniger ønsker ikke at sætte navn på de spillere, der ikke udnyttede deres chance, men vil gerne uddybe hvad der skal til for at reserverne kan få mere spilletid. -Jeg forventer, at hvis man får chancen på banen foran 6000-7000 tilskuere, så skal man udnytte den. Løb som ind i helvede, for spillere der ikke løber har ikke en chance i det system vi spiller. Hvis du ikke løber, hvis du ikke sprinter, og hvis du ikke viser en reaktion når du laver fejl. Vi skal lære hvem der er på hvilket niveau, det er vores vigtigste opgave i år, og det kan disse kampe hjælpe med. Med sejren er Brøndby nu i 1/8-finalen i DBU Pokalen, og Zorniger mener, holdet skal gå efter at få succes i turneringen. Specielt fordi han allerede har afskrevet holdets mesterskabschancer. -Vi er ikke i stand til at vinde 6-7 kampe i træk. Vi er ikke stabile nok, vi er ikke i fysisk stand til det, men vi er i stand til at vinde hver enkelt kamp. Derfor er pokalturneringen en turnering hvor vi kan komme ind og slå enhver modstander, og dermed kan vi komme helt til finalen og måske endda vinde den. Det bør være vores mål i år, og jeg tror ikke det er urealistisk hvis vi performer på højeste niveau, siger Zorniger, som også har en hilsen til de medrejsende Brøndbyfans: -Jeg elsker den atmosfære de leverer. Vores fans er enestående. Jeg kan ikke huske et eneste stille øjeblik i løbet af kampens 90 minutter.