Zorniger: Overrasket over at Randers ligger sidst i tabellen
Alexander Zorniger er overrasket over at Randers indtager Superligaens sidsteplads. Han kender også kronjydernes nye træner Ricardo Moniz, som han tidligere har

Alexander Zorniger er overrasket over at Randers indtager Superligaens sidsteplads. Han kender også kronjydernes nye træner Ricardo Moniz, som han tidligere har stået over for. Mandag aften ruller bolden på Brøndby Stadion. De blågule tager imod Randers FC, som i øjeblikket indtager Superligaens sidsteplads. Men det kommer lidt bag på Alexander Zorniger, at de ligger, hvor de gør. - Jeg er overrasket over, at Randers FC ligger sidst i tabellen, og at de ikke har scoret flere mål, end de har. Vi har en af de bedste defensiver i Alka Superligaen for øjeblikket, og den defensive styrke skal vi vise mod Randers. Vi skal holde styr på deres angribere, og gør vi det, så har vi så mange kvaliteter på midten af banen og i angrebet, at vi nok skal komme frem til nok chancer til at vinde kampen, siger han til brondby.com. Randers har for nylig ansat ny træner i form af hollandske Ricardo Moniz. Lørdag fortalte Randers-træneren til 3point.dk, at han har stor respekt for Zorniger. Respekten er der også den anden vej, fortæller Zorniger og tilføjer, at de tidligere har stået over for hinanden. - Jeg stod over for Ricardo Moniz, da jeg i sin tid trænede RB Leipzig, og han var træner i 1860 München. Vi var netop rykket op i 2. Bundesliga og skulle møde 1860 München i vores anden kamp. Vi vandt 3-0 (Brøndby IF’s reservekeeper Benjamin Bellot stod på mål for RB Leipzig i denne kamp, red). - Som træner er Ricardo Moniz fokuseret, har stor tro på egne evner, og så er han en god motivator. Spillestilsmæssigt kommer han med en anden spillestil, end den vi har her i Brøndby IF, da han er mere fokuseret på arbejdet med bolden. Kampen mellem Brøndby IF og Randers FC sparkes i gang mandag aften klokken 19.00.