Zorniger: Let og kedeligt at forfalde til lange bolde
Alexander Zorniger havde omrokeret sin midtbane til kampen mod AC Horsens, og det var et projekt der lykkedes. På trods af en katastrofal bane, formåede Brøndby

Alexander Zorniger havde omrokeret sin midtbane til kampen mod AC Horsens, og det var et projekt der lykkedes. På trods af en katastrofal bane, formåede Brøndby at styre kampen, mener træneren. Det var en meget tilfreds Alexander Zorniger, der fra sidelinjen kunne se sit hold kontrollere en sejr i hus i kampen mod AC Horsens. - Det var en kontrolleret indsats, hvis man kan tale om, at sådan en kamp kan kontrolleres. Det er let at forfalde til lange bolde. Let, og meget kedeligt. Men vi kontrollerede det. De to centerforsvarere kæmpede sammen med Rudy (Austin, red.) i dag, og også Christian Nørgaard, så det var mere end fortjent at vi vandt, siger Zorniger til 3point.dk. - Jeg synes, man kan se udviklingen i holdet. Vi var også oppe med 2-0 i vores første kamp mod dem, inden de skabte presset på os. De fortjente deres point i første kamp, men nu var vi klart bedre. Vi håndterede de forskellige situationer meget bedre, vi kontrollerede kampen meget bedre. Men banens kvalitet var katastrofal, så det var det nemme valg at spille på den nemme måde med lange bolde. Rodolph Austin spillede i dag på den defensive midtbane, hvorfra han gjorde en god figur. Jamaicaneren har kontraktudløb til sommer, men det vil Alexander Zorniger ikke snakke om på nuværende tidspunkt. - Jeg er ikke interesseret i kontrakter lige nu. Jeg interesserer mig for præstationer, og hans præstation i dag var virkelig god. Op til dagens kamp havde Alexander Zorniger rokeret rundt på sin midtbane. Christian Nørgaard spillede som 8'er på den centrale midtbane, mens hans normale position blev varetaget af Rodolph Austin. Zorniger virker dog ikke sikker på, at det er måden, han vil indrette midtbanen fremover. - Christian er stadig bedre på 6'eren. Men han kan spille som 8'er med de tekniske kvaliteter, han besidder. Til kampen i dag, hvor vi blev mødt af lange bolde, ville jeg gerne have en mand foran forsvaret sammen med Christian, som kunne hjælpe med at tage noget af presset. Og jeg tror ikke, Austin taber en eneste duel. Det er godt at se, at vi har andre muligheder, så ingen skal vide sig for sikker på sin position. Brøndbys næste opgave er hjemmekampen mod Lyngby på søndag.