Zorniger: Lærte meget om os selv i Randers-kampen
Alexander Zorniger fortæller om et Brøndby-hold, der lærte meget om sig selv i pokalkvartfinalen mod Randers. En holdindsats skal sikre en sejr i semifinalen og

Alexander Zorniger fortæller om et Brøndby-hold, der lærte meget om sig selv i pokalkvartfinalen mod Randers. En holdindsats skal sikre en sejr i semifinalen også, siger han. Det var et sandt drama, da Brøndby en regnvåd og kold torsdag aften spillede sig videre fra pokalkvartfinalen med en 4-2-sejr ude mod Randers. I aften gælder det så pokalsemifinalen, som også er en udekamp - denne gang mod FC Midtjylland. Brøndby-holdet lærte meget om sig selv i kampen i Randers, fortæller cheftræner Alexander Zorniger. - Vi lærte rigtig meget om os selv, da vi slog Randers FC ud af DBU Pokalen i kvartfinalen. Vi dominerede de første ti minutter af kampen, men så var det som om, at vi slap foden fra speederen. Vi kom godt igen, men det kan vi ikke tillade os i aften. Det positive fra Randers-kampen er, at selv om vi kom bagud, kunne vi se, at hvis vi holder hovedet koldt og kæmper for hinanden, så har vi alle muligheder for at vende et potentielt dårligt resultat til et godt resultat, siger han til klubbens hjemmeside. Sejren i Randers var også en holdpræstation, hvor samtlige blågule spillere ikke gav op. Det kommer også til at kræve teamwork, hvis FC Midtjylland skal besejres. - Da der er tale om en semifinale, så er det selvfølgelig en lidt anden mental forberedelse vores spillere har, da kampen jo ikke kan ende uafgjort. Det handler ikke om et point eller tre point. Det handler udelukkende om at vinde, og der er ingen chance for revanche, da der ikke er et returopgør. Vi har spillere som Teemu Pukki og Hany Mukthar, som tidligere i sæsonen har vist, at de kan afgøre de store kampe, men det vigtigste i aften vil være, hvordan vi præsterer som hold. Vi er ikke et hold, som er afhængig af individualister, der står stille i 89 minutter og kun venter på at afgøre de store kampe. Tværtimod. Vi er et hold, der arbejder hårdt for hinanden i alle 90 minutter, og det er det teamwork, som vinder kampe. Der er kampstart på MCH Arena torsdag aften klokken 18.30. Brøndbys udebaneafsnit er udsolgt.