Zorniger inden Silkeborg: Stor tro på tingene
Alexander Zorniger fortæller om stor tro på tingene i Brøndby forud for søndagens kamp mod Silkeborg. Tyskeren fortæller også, at han er glad for den store konk

Alexander Zorniger fortæller om stor tro på tingene i Brøndby forud for søndagens kamp mod Silkeborg. Tyskeren fortæller også, at han er glad for den store konkurrence om pladserne på holdet. Søndag eftermiddag ruller bolden igen på Brøndby Stadion efter endnu en landskampspause. Silkeborg er modstanderen og Brøndby går ind til opgøret med selvtillid efter en 4-0-sejr i seneste spillerunde mod SønderjyskE. Der er da også god tro på tingene i Brøndby, fortæller cheftræner Alexander Zorniger, der også glæder sig over den store konkurrence i truppen. - Lige nu har vi stor tro på tingene. Vi havde en periode op til SønderjyskE-kampen, hvor vi ikke helt lykkedes med vores spil, som vi gerne ville, men mod SønderjyskE viste vi, at når vi holder vores aftaler og giver os fuldt ud, så lykkes vi, siger Zorniger til brondby.com. - Vi har en god trup, hvor vi har stor konkurrence om pladserne i startopstillingen. Mod SønderjyskE så vi, at selvom vi lavede udskiftninger, ødelagde det ikke vores tryk på modstanderen, og vi bevarede et højt niveau på alle banens positioner. Når vi har den bredde til rådighed, gør det, at vi kan trykke modstanderen igennem alle 90 minutter. Den tyske cheftræner fremhæver selv Paulus Arajuuri og Svenn Crone, som på det seneste har trukket de korteste strå i henholdsvis det centrale forsvar og på venstre back. - I midterforsvaret har Paulus har leveret en række stærke præstationer, men det har Bene (Röcker, red.) og Hjörtur (Hermannsson, red.) også, og den tætte konkurrence har vi på alle positioner. Som træner er det en fornøjelse og ikke noget, man kan tage for givet. - Jeg ved, at der er nogle, som undrer sig over, hvorfor Svenn ikke har startet inde de sidste par kampe, men det er netop på grund af den konkurrence, vi har om pladserne. Svenn arbejder virkelig hårdt til træning, så der er tæt konkurrence om venstreback-positionen, men Jung har et stærkt venstreben, som vi gerne vil have i spil, da det kan give os nogle muligheder, en højrebenet ikke kan. Men som sagt: det er et eksempel på den tætte konkurrence, vi har på holdet lige nu, og det er kun sundt. Der er kampstart på Brøndby Stadion søndag klokken 16.00 og inden da kan man varme op i fanzonen, hvor der er oktoberfest. I interviewet med brondby.com fortæller Alexander Zorniger, at han måske lige stikker hovedet ind i løbet af dagen - dog uden alkohol naturligvis.