Zorniger inden FCM-brag: Vi ved hvad de kommer med
Cheftræneren forventer, at midtjyderne til morgendagens kamp vil spille med lange bolde og lægge bolde i rummet bag Brøndbys bagkæde - og det skal spillerne vær

Cheftræneren forventer, at midtjyderne til morgendagens kamp vil spille med lange bolde og lægge bolde i rummet bag Brøndbys bagkæde - og det skal spillerne være i stand til at kunne håndtere. Brøndby tørner søndag aften sammen mod danmarksmestrene fra FC Midtjylland på Brøndby Stadion i den første kamp mellem de klubber i indeværende sæson, hvor der er særdeles vigtige point at hente i den evindelige topstrid. Zorniger ved, hvad FC Midtjylland vil komme med og forventer samtidig to hold, der vil prøve at dominere kampen. - Kampen i morgen vil blive en kamp, som vil minde meget om de opgør, vi havde mod dem sidste år. Både vi og FC Midtjylland har hver vores tydelige spillestil, som vi begge vil følge, og begge hold vil prøve at dominere kampen. Vi forventer, at de som sædvanlig vil bygge deres spil op om lange bolde, ligesom de vil prøve at finde plads i rummet bag vores bagkæde. Vi ved, hvad de kommer med, så det skal vi håndtere. Og vi ved også, at hvis vi vinder i morgen, så vil vi have 16 point for otte kampe, hvilket er et pointsnit på 2,00, siger tyskeren til Brøndbys hjemmeside. Brøndby har i den seneste måneds tid haft Europa-kampe i midtugen, og dette har besværliggjort træningen en smule, da den ene halvdel har restitueret, mens den anden halvdel har trænet regelmæssigt. Zorniger er glad for, at der fra på mandag af er to ugers landsholdspause, så der kan arbejdes med detaljer. - Vi har en vigtig efterårssæson foran os med mange kampe, og derfor bliver det godt, at vi fra på mandag har to uger til at arbejde med en masse detaljer i vores spil. Vi har i sommerens løb solgt nogle af vores vigtigste spillere og erstattet dem med nye, dygtige spillere, men det tager tid før spillerne rammer et tilsvarende højt niveau. Kampen fløjtes i gang klokken 20.00.