Zorniger: I pokalen handler det i sidste ende om at vinde
Alexander Zorniger var utilfreds med store dele af kampen mod Randers i pokalkvartfinalen, men understreger, at det i sidste ende bare handlede om at vinde. Eft

Alexander Zorniger var utilfreds med store dele af kampen mod Randers i pokalkvartfinalen, men understreger, at det i sidste ende bare handlede om at vinde. Efter en hæsblæsende kamp og et flot comeback, spillede Brøndby sig torsdag aften i pokalsemifinalen efter en 4-2-sejr over Randers. Cheftræner Alexander Zorniger så sit hold komme godt fra start, men derefter lukke hjemmeholdet ind igen. - Det er det, det handler om i pokalturneringen. At vinde. Vi startede fantastisk og havde total kontrol på kampen. Men derefter så det ud til, at spillerne var for sikre på, hvordan kampen ville udvikle sig. På to chancer scorede de to mål. Vi var ikke rigtig fokuserede i defensiven og havde for mange situationer på midtbanen, hvor vi mistede bolden for nemt. Det var en hård kamp, siger Zorniger til 3point.dk. - Det gik godt og det var en holdpræstation. Men jeg er ikke tilfreds med størstedelen af den ordinære spilletid. Men i sidste ende handler det i pokalturneringen om at vinde kampe. Med tre kampe på lidt mere end en uge, har Zorniger fået roteret blandt de startende 11. Det gjorde han både mod Lyngby og i dag. Og det glæder ham, at det er lykkedes at hente to sejre alligevel. - Jeg var ret sikker på, at vi ville vinde kampen. Jeg var også sikker på, at det ikke handlede om spillernes fysiske tilstand. Det handlede kun om viljen til at vinde kampen. - Efter kampen kunne jeg se, at det var en af nøglerne, at vi kunne køre på i 120 minutter. Hvis Christian Nørgaard, Benedikt Röcker og Gregor Sikosek havde spillet 90 minutter mod Lyngby, tror jeg det havde været umuligt at spille 120 minutter fire dage senere. Hany Mukhtar scorede to mål for Brøndby mod Randers, men Zorniger var ikke tilfreds med tyskerens første 75 minutter på banen. - Han spillede skidt i 75 minutter, men i den forlængede spilletid gjorde han det ekstraordinære. Det ved vi han kan. Men det handler ikke kun om spil og mål, det handler også om at gøre sine holdkammerater bedre. Jan Kliment måtte udgå i pausen og Gregor Sikosek lignede en mand der led voldsomt i den forlængede spilletid. Vi fik Zorniger til at sætte lidt ord på de to: - Han (Sikosek, red.) vred om på anklen. Det gjorde Jan Kliment også, og derfor tog jeg ham ud i pausen. Hans ankel er meget hævet nu og jeg tror ikke der er nok tid for ham til FCK på mandag. Med Sikosek må vi se. Han humpede, men kunne også pludselig sprinte igen, så det er svært at analysere på lige nu. Næste opgave for Zorniger og Brøndby er på mandag, hvor det gælder en kamp mod FC København.