Zorniger: Horsens er et hold med en tydelig spilleplan
AC Horsens er et hold med en tydelig spilleplan, mener Alexander Zorniger, der er opmærksom på deres styrker, men tyskeren understreger, at det ikke får indflyd

AC Horsens er et hold med en tydelig spilleplan, mener Alexander Zorniger, der er opmærksom på deres styrker, men tyskeren understreger, at det ikke får indflydelse på Brøndbys spil. Søndag aften tager AC Horsens imod Brøndby IF i Superligaen. Det er et møde mellem to forskellige stilarter, men det er også et møde mellem to hold med meget definerede spillestile. Brøndby-træner Alexander Zorniger er opmærksom på Horsens' styrker, men understreger, at det ikke kommer til at få indflydelse på Brøndbys måde at gribe kampen an på. Læs også: Horsens-træner: Brøndby er uden sammenligning Danmarks bedste hold - Alle ved, hvordan AC Horsens spiller. De har et godt hold med en tydelig spilleplan, hvor de vil ind og vinde hovedstødsduellerne og så blive farlige på andenboldene, og det gør de godt. Sidste år havde FC København det højeste hold i Alka Superligaen, og i denne sæson er det AC Horsens, der dominerer luftrummet. Vi skal derfor være meget opmærksomme på det pres, de kommer med i luften, men det ændrer ikke ved vores måde at spille på, siger Alexander Zorniger til klubbens hjemmeside. Vinteren har været hård ved de danske fodboldbaner på det seneste og det er da nok heller ikke et billard-tæppe, spillerne skal tørne ud på søndag. Men der kan også være muligheder i at spille på en dårlig bane, siger Zorniger. - Der er meget snak om banernes beskaffenhed på denne tid af året, men det er ikke noget, vi fokuserer på. Vi fokuserer kun på de ting, vi kan gøre noget ved, og her er vejret ikke en faktor. Som fodboldspiller i Alka Superligaen skal man være forberedt på, at banerne på denne tid af året ikke altid er optimale. Alle spillerne i truppen har prøvet at spille på sådanne svære underlag før, så de ved, hvordan de skal håndtere det. Man må acceptere, at man på denne tid af året kan lave nemme, tekniske fejl, som man ikke ville lave på en god sommerbane. Men det giver også muligheder, da tilfældighederne også kan gå vores vej og give os en chance ud af ingenting, fordi bolden tager et forkert opspring for modstanderen. Så vi skal være på tæerne og gribe de tilfældige chancer når de kommer. Kampen spilles søndag klokken 18.00 og Brøndbys udebaneafsnit nærmer sig udsolgt. Køb din billet her. (Køb til vesttribunen - de to afsnit, hvor der står gæstefans)