Zorniger glæder sig til fyldt stadion: Sådan er det når man er interessant for andre
Alexander Zorniger ser meget frem til kampen mod FC Midtjylland, som han kalder for en kamp på et andet niveau. Nummer et og nummer to i Alka Superligaen mødes

Alexander Zorniger ser meget frem til kampen mod FC Midtjylland, som han kalder for en kamp på et andet niveau. Nummer et og nummer to i Alka Superligaen mødes torsdag aften, når FC Midtjylland tager imod Brøndby IF. En kamp, som Alexander Zorniger glæder sig meget til. - Det bliver en interessant kamp. Det burde det være for alle der interesserer sig for dansk fodbold, siger Zorniger til 3point.dk. - Jeg ser selvfølgelig meget frem til den kamp. Uanset hvor man er, hvis man kan spille sådan nogle kampe, som vi også gjorde sidste år, f.eks. i pokalfinalen eller semifinalen i Herning, så er det bare på et andet niveau. Alle vil vinde. Vi vil vinde, de vil vinde, Nordsjælland og FCK vil vinde. Det er et andet pres end jeg har prøvet tidligere, men det er godt at vide, at vi har en speciel kvalitet, som vi også har vist i år. Han vil dog ikke overdrive kampens vigtighed. - Det er det samme som alle andre kampe. Hvis vi vinder, får vi tre point, men hvis de vinder får de tre point. Der er stort set udsolgt på MCH Arena torsdag aften, og det overrasker ikke Zorniger. Sådan er det altid, når Brøndby kommer på besøg, føler han. - Sådan er det jo når man er interessant for andre. Jeg så Hobro - Midtjylland, og selvom der var nogle tilskuere fra Midtjylland var det meste af stadion tomt. Folk var ikke interesserede i den kamp. Der var ingen tilskuere på det stadion. Men uanset hvor vi er, så er stadion fyldt. Det er Brøndby. Den største klub i Danmark på fanfronten. Kampen mellem FC Midtjylland og Brøndby IF sparkes i gang torsdag aften klokken 20:00.