3POINT
Nyheder2. dec. 2018

Zorniger efter tredje sejr på stribe: Det vigtigste er, at vi får pointene lige nu

Brøndby tilkæmpede sig søndag aften en 1-0-sejr over Hobro, og har dermed nu tre sejre på stribe. Brøndby-træner Alexander Zorniger var tilfreds med sejren og p

3point person
3point.dk2. dec. 2018

Brøndby tilkæmpede sig søndag aften en 1-0-sejr over Hobro, og har dermed nu tre sejre på stribe. Brøndby-træner Alexander Zorniger var tilfreds med sejren og pointene, som i øjeblikket er vigtigere end spillet. FOTO: Lasse Lagoni Brøndby har slidt meget i dette efterår, men med søndagens sejr over Hobro er der nu kommet ni point på kontoen i de seneste tre kampe, og det har lettet det værste tryk på cheftræner Alexander Zorniger, som ikke er i tvivl om, hvad sejren i dag betød. - Tre point og et clean sheet. Vi kunne have scoret meget tidligere og mange flere mål, så var det blevet en nemmere kamp. Vi har spillerne, som ved hvad de skal gøre med bolden, men mod slutningen var det mere ligesom kampen mod Odense, hvor vi dominerede totalt men indkasserede et mål. Men det vigtigste er, at vi får pointene lige nu. Der er mange hold i feltet omkring top 6, så det er det, vi fokuserer på, siger Alexander Zorniger til 3point.dk. Ikke alene har Brøndby nu leveret tre sejre på stribe, men alle tre sejre er kommet i hus uden at indkassere mål. Det endda efter en periode på hele 15 kampe uden et clean sheet. Den periode har fået Alexander Zorniger til at gribe kampene en lille smule anderledes an. - Vi var også tæt på et mod FCK. Vi er begyndt at bruge en lille smule mindre risiko i kampene. Jeg kan ikke sige, jeg nød kampen totalt i dag, for normalt spiller vi på en måde, hvor der er meget mere action, men vi ved, hvor vi er på banen nu, og hvad der virker i de enkelte situationer og placeringer. En anden ting, Alexander Zorniger kan glæde sig over er, at sejren i dag kom i hus med en helt ny central midtbane, hvor både Dominik Kaiser og Lasse Vigen måtte sidde over. Cheftræneren roser dog erstatningerne, som leverede. - Vi var overbeviste om, at vi har en bredere trup end i sidste sæson. Det har ikke altid set ud som om, alle har haft det lige godt med den øgede konkurrence, men i disse situationer med skader og karantæner, der er det uden tvivl vigtigt. Derfor er det også vigtigt at have Kasper (Fisker, red.) tilbage. Brøndby har mulighed for at udbygge stimen om en uge, når turen går til Vejle.

Mest kommenterede nyheder