Zohore vil ikke juble, hvis han scorer mod Brøndby
Kenneth Zohore spillede i sidste sæson for Brøndby. Nu spiller han for OB og han afviser at juble, hvis han scorer mod sin tidligere klub på søndag. På søndag m

Kenneth Zohore spillede i sidste sæson for Brøndby. Nu spiller han for OB og han afviser at juble, hvis han scorer mod sin tidligere klub på søndag. På søndag mødes Brøndby og OB og det bliver et særligt opgør for OB-angriberen Kenneth Zohore. Han var udlejet til Brøndby hele sidste sæson og ytrede et ønske om at få gjort kontrakten permanent, men hans daværende arbejdsgiver Fiorentina, forlangte mere end hvad Brøndby ville betale. Derfor gik parterne hver til sit. I januar fik Zohore så ophævet sin kontrakt med den italienske klub og det åbnede for et skifte hjem til Alka Superligaen. Stationen blev OB, hvor angriberen scorede fynboernes sejrsmål i sidste weekend i den vitale 2-1-sejr over FC Vestsjælland. Hvis Zohore scorer på søndag mod Brøndby, bliver det dog uden jubelscener. - Nej, det sker ikke (at han jubler, red.). Jeg har stor respekt for klubben og for Thomas Frank. Men fodbold er sport, og jeg spiller selvfølgelig for at vinde kampen, siger Zohore til tipsbladet.dk. Den tidligere Brøndby-angriber ser frem til en svær kamp mod et godt hold, men han tror, at den dårlige bane bliver til OB's fordel. - Jeg synes det er et godt hold, vi møder, det så man mod FCK. Det bliver svært for os. Jeg tror umiddelbart, at det går vores vej, at banen er, som den er, fordi Brøndby er et godt-spillende hold. Den ligger bedre til os. Men Brøndby har selvfølgelig den fordel, at de har nogle sindssygt gode fans, og det gør det sværere for os, siger Zohore til tipsbladet.dk. Kampen mellem Brøndby og OB spilles på søndag klokken 19:00.