3POINT
Frederik Winther

Lars Rønbøg

Nyheder28. feb. 2023

Winther: Rigtig meget kvalitet på det her hold

Frederik Winther kunne igen se sit navn i Jesper Sørensens startopstilling, da han og resten af Brøndbyholdet hev en sejr med hjem fra Herning.

3point person
Anders Villaume Vestergaard28. feb. 2023

 

Frederik Winther startede for anden Superligakamp i streg inde i mandagens sejr over FC Midtjylland på MCH Arena. Hjemmeholdet formåede at banke meget på i kampens døende minutter, men Brøndby sled sejren hjem til Vestegnen.

- Jeg ville hellere have spillet oppe i den anden ende, men når det så endelig skal være, og det går, som det går, så er det megafedt. Det er god læring, og det er fed erfaring at få. Som forsvarsspiller er det altid sjovt også at hjælpe til i egen ende, siger Frederik Winther og tilføjer, at der begynder at vise sig et godt samarbejde hos den sidste skanse. 

- Både Kevin, Mads og jeg har godt styr på det dernede. Vi har et meget godt samarbejde. Vi er stadig kun i anden kamp, så der er mere at gå på. Det er det samme for hele holdet. 

Inden forårssæsonen gik i gang, var mange i tvivl, om Brøndby kunne nå den top-6 placering, som de nu ligger lunt i svinget til at få, men det kommer ikke bag på Frederik Winther, at Vestegnsholdet er kommet så godt fra start.

- Nu har jeg ikke været der helt fra start, som de andre. Men jeg synes virkelig, at der er rigtig meget kvalitet på det her hold. Så nej, jeg er faktisk ikke specielt overrasket over, at vi har spillet, som vi har gjort, og vi har vundet nogle kampe.

En af årsagerne til den gode start på foråret skal ifølge Brøndbys lejede midterforsvarer findes på træningsbanen, og modet til at bringe det videre i kamp. 

- Som man kan se, arbejder vi ved træning, at det tager vi også med ind på banen. Folk har også modet til ikke bare at gøre det i træning, men også gøre det i kamp. Selvfølgelig mangler det måske en lille smule coolness på bolden i dag for, at vi kan holde endnu mere fat i den, og også kontrollere kampen endnu mere. Men man kan bestemt se, at vi har øvet nogle af de ting, som også kommer til udtryk kampene.

Mest kommenterede nyheder