3POINT
Frederik Winther

Lars Rønbøg

Nyheder3. feb. 2023

Winther efter uofficiel debut: Kommer med fin form

Frederik Winther kommer med fin form fra pre-season i Augsburg og derfor kunne han sagtens spille 90 minutter i sin uofficielle startdebut for Brøndby IF mod AIK.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen3. feb. 2023

22-årige Frederik Winther havde blot haft en enkelt træning med sine nye holdkammerater i Brøndby IF, inden han fredag aften blev sendt på græs fra start i træningskampen mod AIK i Portugal.

Det var en glad midtstopper, som mødte pressen efter kampen.

- Det var sindssygt fedt. Sindssygt fedt. Det har jeg glædet mig til. Nu har jeg været her meget, meget kort tid, men det var fedt allerede at få lov til at spille her i dag. Nu kender jeg heldigvis lidt til, hvordan Jesper (Sørensen, red.) også vil spille. Det gør det nok lidt nemmere. Men ja, det er altid lidt spændende, når man bliver kastet ud i det på den måde, sagde Winther efter kampen i mixed zone på Estadio Algarve.

For nogen var det måske overraskende at den nye Brøndby-spiller kunne gå 90 minutter uden problemer, men det var det ikke for hovedpersonen selv.

- Jeg kommer lige fra en preseason i Augsburg. Jeg har spillet to og en halv kamp allerede her i januar, så jeg kommer faktisk med en fin form. Så jeg synes ikke det var så hårdt, som det kunne have været. 

Brøndbys nye nummer 4 er fint tilfreds med, hvad han bidrog med i begge ender af banen i 2-1-sejren over svenskerne.

- Jeg fik spillet et par fine bolde frem i banen, som jeg gerne vil være med til at bidrage til. Og jeg synes egentlig også, at vi havde meget godt styr på det defensivt. Der er stadig nogle ting, jeg også lige skal helt ind i, og jeg skal vænne mig til, i forhold til hvordan vi gerne ville spille her. Men det har vi heldigvis lidt tid til at få øvet. Jeg havde også en god blokering til sidst, og det er jo det, der er fedt som forsvarsspiller også at bidrage med.

Brøndby IF spiller næste træningskamp på mandag, hvor modstanderen er Halmstad.

 

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder