3POINT
Nyheder15. maj 2019

Wilczeks (manglende) mål - ren utur eller reelt dårlig?

Brøndbys polske hitman, Kamil Wilczek, har ikke scoret i mesterskabsslutspillet. 765 minutter er det blevet til uden polakken har fået netmaskerne til at blafre

3point person
3point.dk15. maj 2019

Brøndbys polske hitman, Kamil Wilczek, har ikke scoret i mesterskabsslutspillet. 765 minutter er det blevet til uden polakken har fået netmaskerne til at blafre. Men hvad ligger der bag de manglende mål? Kommer viceanføreren ikke frem til chancerne, eller mangler han bare den medgang, hvor afslutningerne går ind? 3point.dk har taget et kig på polakkens afslutninger og sandsynligheden for scoringer på hans afslutninger. Her kommer Kamil Wilczeks afslutninger dechifreret. FOTO: Ian Nielsen Kamil Wilczek scorer ikke mål for tiden. 765 minutters fodbold i Superligaen er det blevet til i Mesterskabsslutspillets seks kampe uden den polske hitman har fået netmaskerne til at blafre. Hans længste måltørke i indeværende sæson siden efteråret, hvor han gik målløs fra banen tre kampe i streg mod henholdsvis OB, Midtjylland og FCK. Men er det fordi han pludselig har mistet målnæsen ved ikke at få placeret sig til i gode positioner til afslutninger eller er det bare "stolpe ud" populært sagt (altså kommer han til afslutninger fra statistisk set gode positioner, men mangler medgangen)? Hvis vi starter med at sammenligne sæsonerne 2017/18 med 2018/19 og positionerne hvorfra Kamil Wilczek kommer til afslutninger fra. i 2017/18 har han 16 afslutninger ude for feltet med et enkelt mål til følge (12 off target, 4 on target), mens han i indeværende sæson har haft 15 afslutninger fra tilsvarende position med to mål til følge (11 off target, 4 on target). Så det er nemt at drage konklusionen, at Brøndbys topscorer laver sine mål i feltet, hvilket næppe kommer som den store overraskelse for nogen iagttagere af Brøndbys kampe. Men tager vi et kig på hans xG tal, altså den statistiske sandsynlighed for mål på de afslutninger som Wilczek har haft, for kampene under slutspillet, fortæller det tal en historie om en angriber, som stadig kommer til afslutninger og får placeret sig korrekt. Kamil Wilczek har i de seks kampe i slutspillet haft 3,8 xG fordelt på 24 afslutninger. Det giver et gennemsnit på 0,15 xG pr skud polakken har i en kamp under slutspillet. Et kig på hele sæsonen, inklusiv pokal og Europa League kampe, så har Kamil Wilczek haft et xG snit pr afslutning på 0,18. En perifær difference på 0,03 mellem grundspil og slutspil. Med det in mente synes det fair at sige Wilczek stadig får bragt sig selv i position og afsluttet fra de samme fornuftige situationer. I grundspillet har Wilczek haft 2,6 afslutninger pr. kamp, og i snit brugt 3,5 afslutning pr. mål. Men efter nogle målløse kampe i slutspillet er det mentale helt sikkert også begyndt at spille ind. For Wilczek afslutter nu 4 gange i snit i slutspillet, men rammer i sjældnere grad indenfor rammen - 0,8 afslutning pr. kamp i slutspillet ender inden for rammen i modsætning til grundspillets 1,3 afslutningen indenfor rammen pr. kamp. Konklusion - Wilczek er ikke blevet en dårligere fodboldspiller. Han afslutter lidt hyppigere (i slutspillet end i grundspillet), men han kommer stadig frem til chancerne. Hans xG - altså den statistiske sandsynlighed for scoring - er ikke markant anderledes. Det er ikke fordi han har vadet i kæmpe chancer for så pludselig ingen at få. Det er ganske simpelt - som tidligere skrevet - stolpe ud for Brøndbys polske bomber lige pt. Kamil Wilczek vil score igen, hvis han fortsætter med de præstationer han leverer pt.

Mest kommenterede nyheder