Wilczek: Vi skal udfordre dem med bolden
Det er en sulten Brøndby-anfører, der ser frem mod årets sidste kamp, som ifølge Kamil Wilczek skal vindes gennem de kvaliteter, Brøndby-holdet har på bolden. F

Det er en sulten Brøndby-anfører, der ser frem mod årets sidste kamp, som ifølge Kamil Wilczek skal vindes gennem de kvaliteter, Brøndby-holdet har på bolden. FOTO: Teis Markfoged - Vi har tabt de seneste tre kampe, og det er vi meget skuffede over. Vi skal bare vinde den kamp - det er ikke noget andet at tilføje. Ordene kommer fra Kamil Wilczek, og så er man ikke i tvivl om, at han mener det. Brøndby-anføreren har over de senere år udvist en ekstrem vindermentalitet i den blågule trøje, og han er selv opsat på at skulle gå forrest i jagten på sejren. - Jeg skal hjælpe holdet og være fokuseret helt til slutfløjtet, siger Kamil Wilczek til 3point.dk. Den polske angriber er bevidst om, at Hobro bliver en helt anden opgave end dem, holdet har stået over for på det seneste, hvor solide præstationer ikke har kastet point af sig. Og han forventer en opgave, der skal løses gennem de kvaliteter, Brøndby besidder i det boldbesiddende spil. - Vi skal spille i et højt tempo og udfordre dem med bolden. Det er noget af det, vi har manglet i de seneste kampe - mod FCM og FCK var det dog ikke så slemt. Men især mod de modstandere, der stiller sig dybt, er det vigtigt at spille hurtigt og udnytte vores kvaliteter på bolden. Det bliver afgørende i den kommende kamp. Der er kampstart på Brøndby Stadion søndag klokken 16, og kampen vises på Canal 9.