3POINT
Nyheder30. jun. 2016

Wilczek og Brøndby kørte Valur over i anden halvleg

Brøndby sprudlede i anden halvleg og kørte stille og roligt Valur Reykjavik over med 4-1, blandt andet med to mål af Kamil Wilczek. Brøndby spillede torsdag aft

3point person
3point.dk30. jun. 2016

Brøndby sprudlede i anden halvleg og kørte stille og roligt Valur Reykjavik over med 4-1, blandt andet med to mål af Kamil Wilczek. Brøndby spillede torsdag aften mod Valur Reykjavik det første af to opgør i kvalifikationen til Europa League. Det endte med en sikker blågul sejr efter fire scoringer i anden halvleg. Kamil Wilczek var ellers tæt på allerede efter bare et par minutter i første halvleg, men måtte se sit hovedstød snuppet af den islandske keeper. Brøndby kom godt ud til kampen, men slap taget lidt som første halvleg skred frem. Hjemmeholdet fra Valur havde en god mulighed i slutningen af første halvleg, men Frederik Rønnow kom godt ud og blokerede. Derfor gik mandskaberne til pause med 0-0 på tavlen efter en halvleg, som Brøndby startede bedst, men som efterhånden blev mere jævnbyrdig. Jævnburdig blev anden halvleg dog ikke, for her satte Brøndby sig tidligt på begivenhederne. Efter bare et par minutter scorede Kamil Wilczek til 1-0 og gjorde det på den måde godt igen efter den brændte mulighed i første halvleg. Samme Wilczek var on fire og gjorde det også til 2-0, da han omsatte et indlæg fra Andrew Hjulsager til en bold i en blød bue over den islandske keeper. Inden Wilczeks mål til 2-0 havde islændingene et forsøg på overliggeren, som de burde have omsat til en udligning. I stedet scorede polakken i den anden ende og herefter stod der Brøndby på resten. Teemu Pukki ville også være med. Wilczek krydrede sin præstation med en assist til finnen, som sikkert og fladt sendte bolden i nettet til 3-0. Det blev også 4-0 til Brøndby og det efter et flot opspil. De blågule holdt bolden i egne rækker og spillede smart og hurtigt, inden bolden havnede for fødderne af Christian 'Greko' Jakobsen, som på fornem vis sendte den op i det ene målhjørne. Islændingene fik reduceret i overtiden, hvilket medførte en meget sur Frederik Rønnow, som dermed ikke holdt nullet, men det endte ikke desto mindre med en solid Brøndby-sejr på 4-1. De blågule må derfor siges at have et mere end fantastisk udgangspunkt forud for returkampen på Brøndby Stadion om en uge. KAMPEN I TAL: Valur Reykjavik - Brøndby IF (0-0) 1-4 46. minut: David Boysen UD / Lebogang Phiri IND 47. minut: 0-1; Kamil Wilczek 54. minut: 0-2; Kamil Wilczek 61. minut: 0-3; Teemu Pukki 69. minut: Teemu Pukki UD / Jonas Borring IND 79. minut: 0-4; Christian 'Greko' Jakobsen 83. minut: Andrew Hjulsager UD / Frederik Holst IND 92. minut: 1-4; Ingvarsson

Mest kommenterede nyheder