3POINT
1680454969-BIF_SIF_02-04-2023_lav(68of82).jpg

Teis Markfoged

Nyheder2. apr. 2023

Wass: Vi har mange ting at arbejde med

Brøndby IF har mange ting at arbejde med, lyder det fra Daniel Wass efter søndagens øretæve til Viborg FF.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen2. apr. 2023

Det skulle have været startskuddet på en jagt på blandt andre dagens modstander fra Viborg. I stedet endte det med en øretæve fra midtjyderne til vestegnsklubben. Viborg rejste fra Brøndby Stadion med en sejr på hele 3-0.

Der er mange ting at arbejde på på træningsbanen i Brøndby, lød det efter kampen fra Daniel Wass.

- Det bølgede frem og tilbage i første halvleg. De fik scoret det første mål, og så var det selvfølgelig os, der skulle op og jagte. Men faktum er at de scorer tre og vi scorer nul, sagde Wass i mixed zone.

- Vi skal være bedre. Meget bedre. Vi har mange ting at arbejde med. Spillet med bolden, defensivt, offensivt, presspillet. Der er mange ting.

Wass startede kampen som venstreback og det var meningen, at han skulle finde ind i det centrale rum på midtbanen. Der var bare ikke rigtig plads.

- Ja, det var det, men de fik lukket rummene godt af. Der var ikke så meget plads inde i midten. Jeg kom derind et par gange, men ikke så meget, som jeg gerne ville. 

Hvad er succeskriteriet for jer i Mesterskabsspillet?

- Succeskriteriet er at skrabe så mange point sammen som muligt. Så må vi se. Målsætningen er at komme så højt op som muligt. Men vi har ikke gjort det nemmere for os selv, nej.

De aktive fans stemninsboykotter stadig og der er derfor ingen organiseret stemning på stadion. Det bemærker spillerne naturligvis, men de vil ikke blande sig i konflikten mellem klubben og det nye amerikanske ejerskab og de stemningsskabende fans.

- Stor respekt for de fans, der står og synger og giver den gas. Men det er ikke det Brøndby Stadion, som det plejer at være. Man har ikke fokus på det nede på banen, men man kan godt se og mærke, at det ikke er det samme.

- Fansene betyder meget på Brøndby Stadion. Men vi skal ikke blande os i noget. Det kommer vi ikke til, slutter Wass.

Næste opgave for Brøndby IF er en udekamp mod FC Nordsjælland.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder