3POINT
1677531401-FCM-BIF-27-02-2023_lav(52of114).JPG

Teis Markfoged

Nyheder27. feb. 2023

Wass efter sejr: Vi var bedre end dem

Daniel Wass glæder sig over Brøndbys 1-0-sejr i Herning. Han synes, de blå/gule var det bedste hold på banen.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen27. feb. 2023

Brøndby IF kunne mandag aften sætte endnu tre point ind på kontoen, da de vandt med 1-0 i Herning over FC Midtjylland. Samtidig kravlede de over netop FCM med flere i tabellen og er nu at finde i top seks.

Efter kampen talte vi i mixed zone med Daniel Wass, som var godt tilfreds med sejren.

- Jeg synes, vi var bedre end dem i dag set over hele kampen. Specielt i første halvleg, hvor jeg synes, vi var overlegne. Det bliver mere en krig i anden halvleg. Det blev meget lange bolde og andenboldsspil, men vi fik kriget den hjem og det skal vi også være gode til. Vi stod super godt i forsvaret og det var ikke meget de havde. De havde et stolpeskud efter en tilfældighed, lød det fra Wass.

- To sejre og seks point i de første to kampe, det er jo rigtig godt. Vi har nu tre rigtig vigtige kampe tilbage og lige nu er vi oppe i top seks, hvor vi gerne skal blive.

Daniel Wass havde godt styr på Emam Ashour og i modsatte side havde Blas Riveros tilsvarende godt styr på Gustav Isaksen. Wass roser sin backkollega:

- Fantastisk. Blas Riveros er en rigtig god spiller og det får han vist igen i dag. Han pakkede Isaksen godt sammen over 90 minutter, så stort stykke arbejde af Blas, men lige så meget af hele holdet. Isaksen har været super dygtig på det seneste, og det vidste vi godt. Han er deres eneste farlige mand i øjeblikket. Men stor kamp af Blas og hele holdet.

Slutteligt satte Wass også lidt ord på sin egen rolle på Brøndby-holdet, hvor han spiller højreback, men har mandat og frihed til at gå med i spillet centralt i banen. Det blev det dog ikke så meget til mandag aften.

- Den passer mig fint, jeg har også spillet den på landsholdet. Jeg har ikke en helt fri rolle, for jeg har jo mine pligter, men jeg kan bevæge mig på nogle andre områder end måske en normal højreback kan. I dag var jeg ikke så meget inde i banen, fordi Kristoffer Olsson lå derinde og dækkede det rum. Så blev jeg lidt mere ude. Som Jesper (Sørensen, red.) siger, så er jeg rutineret nok til at se, hvordan kampen forløber og hvor pladsen er.

Næste opgave for Wass og resten af Brøndby-holdet er på søndag, hvor de skal en tur til Lyngby.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder