
Teis Markfoged
Wass: Det er dumt
Brøndby smed sejren efter at have haft de tre point i egne hænder til sidst i opgøret. Ifølge Wass skal Brøndby blive bedre til at stå sammen som hold.

Det må være skuffende at smide to point så sent i kampen?
– Ja, det er dumt. Det må man bare sige.
Daniel Wass var tydeligt frustreret i mixed zone efter den sene uafgjorte mod Randers FC søndag aften på Brøndby Stadion.
Brøndby så ellers ud til at tage alle tre point efter at have vendt 0-1 til 2-1, men gæsterne fik udlignet til sidst i kampen.
– Vi har nogle aftaler. Jeg ved ikke, om der er nogen, der ikke holder dem, eller om det bare er opmærksomheden.
– Jeg har ikke set den igen, men vi var lige kommet på 2-1 og have snakket om, at Randers var trætte, så vi skulle bare køre bolden rundt. Vi valgte at tabe den, det gik stærkt den anden vej, så var det pludselig hjørne, og så kan alt ske.
Og det gjorde det – igen, fristes man til at sige.
For det er ikke første gang i dette kalender år, at Brøndby lukker mål ind til sidst. Det kostede også dyrt i seneste sæson.
– Vi skal som hold stå sammen defensivt og holde hovedet koldt. Det skal vi være bedre til, siger Wass.