Vragel da Silva: Brøndby har en helt speciel plads i mit hjerte
Vragel da Silva var den første brasilianer i dansk fodbold og her tænker han tilbage på sin Brøndby-tid. FOTO: Energie Cottbus Husker du Vragel da Silva? I dag

Vragel da Silva var den første brasilianer i dansk fodbold og her tænker han tilbage på sin Brøndby-tid. FOTO: Energie Cottbus Husker du Vragel da Silva? I dag er han 43 år gammel og lever med sin kone og to børn i Tyskland, hvor han slog sig ned efter en årrække som aktiv i Ulm og Energie Cottbus. Den stærke forsvarsspiller skrev historie i dansk fodbold, da han var den første brasilianer, der trådte sine fodboldstøvler i Danmark og det vakte da også opsigt, da han blev præsenteret i Brøndby IF i 1998. Han kom til Brøndby fra Campo Grande i hjemlandet i Brasilien og efter endt prøvetræning på Vestegnen, blev han tilbudt en kontrakt. Vragel da Silva fortæller åbent om sin tid i Brøndby i en ny podcast Brasserbold har udgivet og som 3point.dk i denne artikel citerer fra. - Jeg er rigtig glad for alt det klubben og tilskuerne har givet mig. Jeg tænker på en testkamp mod Wolfsburg lige da jeg var startet i klubben, hvor vi efter kampen alle sammen blev kaldt ned til tilskuerne. Det var dejligt at blive modtaget på den måde. Det var Per Bjerregaard, der var direktør i klubben. Tre dage senere skrev jeg under på kontrakten. Jeg er jer evigt taknemmelig og mit hjerte står åbent for Brøndby. Og selvfølgelig. Altid mod FCK, fortæller han til Brasserbold. Men det var ikke altid let at være brasilianer på fremmed grund i Danmark. En af udfordringerne var maden, husker da Silva. - Jeg blev modtaget rigtig godt. Det eneste store problem var når vi skulle spise. Der måtte jeg få fat på en tolk. Han skulle hjælpe mig med at oversætte, så jeg kunne forstå, hvordan det hele hang sammen. I Danmark spiser man kun et varmt måltid en gang om dagen, men jeg var som 24-årig vant til at få det flere gange om dagen. Pludselig stod jeg i Danmark med et stykke rugbrød og en agurk i hånden og det var til at blive skør af, fortæller han med et grin. FØLG BRASSERBOLD PÅ FACEBOOK HER Vragel da Silva nåede kun to sæsoner i Brøndby, inden han blev udlejet til Karlsruhe og senere skiftede permanent til Ulm. Faktisk var det Åge Hareide, der ikke ville bruge ham, afslører brasilianeren i podcasten. - Jeg tror faktisk jeg kom væk fra Brøndby en lille smule for tidligt. Dengang havde vi Ebbe Skovdahl og det var ham, der valgte mig. Men så stoppede han i klubben og vi fik en ny træner i Åge Hareide. Han lagde slet ikke mærke til mig og sagde, at han ikke ville bruge mig, så jeg nok skulle kigge efter nye græsgange, for klubben ville sælge mig. - Det var derfor jeg forlod klubben forholdsvis tidligt. Men jeg er sikker på, at hvis jeg havde fået lov at blive i Brøndby i et halvt eller et helt år mere, ville jeg have været mere klar til at komme ud i Europa i en liga, som måske var stærkere end Bundesligaen. Vragel da Silva taler med varme følelser om Brøndbys fans, som har givet ham flere store oplevelser og særligt står kampene mod FCK ud, fortæller han. Han er også glad for at høre, at han stadig er husket i af de blågule fans: - Det glæder mig virkelig at høre, for Brøndby har en helt speciel plads i mit hjerte. Det var en klub, der tog rigtig godt imod mig og var min indgang til Europa. Jeg har stadig min gamle Brøndby-trøje liggende i mit hus hjemme i Brasilien. Du kan høre hele podcasten fra Brasserbold med Vragel da Silva her: