3POINT
Nyheder15. jul. 2017

VPS-træner aner et glimt af håb og roser Brøndby

VPS Vaasa-træner Petri Vuorinen ser stadig et glimt af håb forud for returkampen mod Brøndby i næste uge. Han har også ros til Brøndby og klubbens fans. Torsdag

3point person
3point.dk15. jul. 2017

VPS Vaasa-træner Petri Vuorinen ser stadig et glimt af håb forud for returkampen mod Brøndby i næste uge. Han har også ros til Brøndby og klubbens fans. Torsdag aften krydsede Brøndby og VPS Vaasa klinger i Europa League-kvalifikationens anden runde. Brøndby kom fra opgøret med en 2-0-sejr - selvom det ved pausetid så ud til at kunne blive meget værre for finnerne. VPS-træner Petri Vuorinen aner stadig et glimt af håb forud for returopgøret. - Det var en hård kamp for os. Vi vidste, at Brøndby er et højt pressende hold med dygtige spillere. De fortjente sejren, det er der ingen tvivl om. Vores opgave var at få et godt resultat til returkampen. Men Brøndby lavede to mål i første halvleg og så var vores opgave at lave en enkelt selv i anden halvleg. Vi skulle vigtigst af alt holde clean sheet i anden halvleg og dét gjorde vi. Der er stadig et glimt af en chance for os i returkampen, sagde han til 3point.dk efter kampen. - Selvom vi møder et meget større hold, er alt muligt. Vi tror på os selv og vi giver aldrig op. Det afgøres over to kampe, så selvom vi var nede med 2-0 ved pausen, var det ikke tid til at opgive. VPS Vaasa gik ikke på kompromis med deres spillestil, selvom de mødte et højt pressende og aggressivt Brøndby-hold. De vil gerne spille bolden op fra bagkæden og holde bolden langs jorden. - Vi ville gerne have haft endnu længere angreb. Men nu er det ikke den hjemlige liga, men Europa, hvor vi møder større og bedre hold. På den måde er jeg stolt af holdet. Vi kommer steder, vi ikke har spillet før, men fortsætter med at spille på vores måde. Jeg ser flere ting, der fungerer for os. Vi skabte ikke så mange problemer for Brøndbys defensiv, men vi sørgede for, at de ikke kunne presse os hele tiden. Det var også tydeligt, at det finske mandskab meget gerne ville skifte side i spillet, for at få Brøndby-spillerne ud at løbe mange meter og udnytte den plads der opstår, når man presser i sværm som Brøndby. - Vi havde tre temaer for vores angrebsspil. Et af dem var sideskift, for når de spiller 4-4-2 med en diamant på midten og presser mod den ene side, skaber det plads i den anden. Vi skal udnytte det, for at komme ud af presset. Det har vi også set andre hold i den danske liga forsøge at udnytte. VPS Vaasa sendte i første kvalifikationsrunde, noget overraskende, NK Olimpija Ljubljana ud af Europa League. Men Brøndby er en sværere modstander at spille mod, siger Vuorinen. - Vi fik en 1-0-sejr med hjemmefra (mod Ljubljana, red.) og det var vigtigt. I udekampen skulle vi forsvare mere end vi er vant til. Men vi forsvarede os godt. Brøndby var dog et lidt skarpere hold og var bedre til at spille bolden i længderetningen. På den måde var Brøndby bedre end Ljubljana. Ljubljana spillede meget med indlæg og det var nemmere for os, fordi vores midtstoppere kunne cleare. Brøndby spiller mere gennem midten med små, hurtige afleveringer og kombinationer. Det er mere 'tricky'. Petri Vuorinen nød kulissen og besøget på Brøndby Stadion. Træneren sender således ros i retning af både klubben og Brøndbys fans. - Vi elsker at spille disse kampe og det har været rigtig godt at være i Brøndby. Staben, træneren og alle omkring klubben har behandlet os rigtig godt. Det har været en fornøjelse. - Selvom der ikke var fyldt på stadion, var der god stemning. Jeg kunne virkelig godt lide hjemmepublikummet og den måde, de støttede deres hold på. Det var rigtig fedt at se. Returkampen spilles i Vaasa i Finland på torsdag.

Mest kommenterede nyheder