Teis Markfoged
VM-kvalifikation: New Zealand semifinaleklar uden Joe Bell
Uden at kunne stille det på papiret bedste hold har New Zealand kvalificeret sig til semifinalerne ved Oceaniens VM-kvalifikation efter blot to kampe.

I disse dage spilles VM-kvalifikationen for Oceanien i Qatar, som New Zealand er storfavorit til at vinde og dermed gå videre til playoff mod nummer fire fra Caribien, Nord- og Mellemamerika om en plads ved VM-slutrunden senere på året.
New Zealands landstræner Danny Hay har udtaget en trup på hele 30 spillere, og blandt dem er Joe Bell fra Brøndby IF. Den store trup skyldes, at de første runder af turneringen spilles udenfor de internationale landskampterminer, hvorfor flere spillere har manglet til de første to kampe.
Eksempelvis har Joe Bell ikke været til rådighed til nogen af de to kampe, som New Zealand spillet og vundet. I fredags vandt de 1-0 over Papua Ny Guinea, og mandag blev det 4-0 over Fiji. Dermed er New Zealand klar til semifinalerne inden den sidste gruppekamp på torsdag mod Ny Kaledonien.
Til kampen på torsdag samt den efterfølgende semifinale søndag den 27. marts og en mulig finale onsdag den 30. marts har New Zealand mulighed for at stille det på papiret stærkeste hold. Joe Bell med flere vil været klar til de kampe.
I New Zealands trup er der i øvrigt flere spillere med tilknytning til dansk fodbold. Udover Joe Bell fra Brøndby IF er Kolding IF repræsenteret ved Dalton Wilkins og HB Køge ved Marko Stamenic. Endelig har FC Helsingør Callum McCowatt og Elijah Just med.
Sidstnævnte blev skiftet ind fra anden halvlegs start mod Fiji og fik en afgørende rolle med målet til 2-0 og en assist til Newcastle-angriberen Chris Woods anden scoring til 3-0.
Kontinentalforbundet for Oceanien, OSC, streamer alle kampe direkte i samarbejde med Mycujoo og Eleven Sports. Links kan findes her.