
Freja Borne
Viktor Sørensen søger videre i karrieren - skal til HB Køge
Viktor Sørensen, fra årgang 2006, forlader Brøndby IF. Han skal i stedet til HB Køge og jagte mere spilletid.

Det er sommer og dermed tid til tilgange og afgange i de danske klubber. Dette gælder naturligvis også på ungdomsniveau, hvor der er gang i den vanlige udskiftning. Brøndby IF har denne sommer sagt farvel til flere spiller fra Masterclass, og nu rykker også Viktor Sørensen teltpælene op.
Sørensen har ophævet i Brøndby og skal i stedet til HB Køge, hvor han skal jagte mere spilletid.
- Jeg har valgt at takke af i Brøndby og søge nye udfordringer i HB Køge, da jeg ser min udvikling være bedre, da der er en større mulighed for spilletid, siger Viktor Sørensen til 3point.dk.
Midtbanespilleren ser tilbage på en god tid på Vestegnen, hvor The Double med U/17-holdet i den netop overståede sæson var et særligt højdepunkt.
- Jeg vil se tilbage på min tid i Brøndby som seks fantastiske år og en tid, der har udviklet mig virkelig meget. Det har været en tid, jeg aldrig vil glemme og med masser af gode minder. At vinde The Double er klart det største øjeblik i min karriere.
- Til sidst en stor tak til staben og mine holdkammerater for at have gjort det til seks fantastiske år i Brøndby IF.
Viktor Sørensen er årgang 2006 og bliver altså førsteårs U/19-spiller i den sæson, vi tager hul på om lidt.