
Teis Markfoged
Viktor Kynde: Vi havde et flot udtryk
Læs reaktioner fra U17 cheftræner, Viktor Kynde, ovenpå holdets sejr på 5-2 mod Silkeborg.

MASTERCLASS-SPONSOR: 3point.dks venner
Vil du have mere Masterclass? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget dækning af talenterne, som vi gør. MELD DIG IND HER.
Brøndby U17 fortsatte hvor de slap i sidste sæson med en sejr på 5-2 over Silkeborg. Det var ikke blot en resultatmæssig fortsættelse af slutningen af sidste sæson, men også spille- og udtryksmæssigt, hvor holdet også i dagens kamp var ekstremt aggressive og fremadrettede. Det var derfor en meget tilfreds cheftræner, Viktor Kynde, som 3point.dk snakkede med efter kampen.
- Jeg er meget tilfreds. Jeg er meget tilfreds med, at drengene åbenlyst arbejder med det udtryk, som vi ønsker at have. Spillerne forsøger hele kampen at presse som en enhed, at presse ekstremt højt og fremadrettet, vores stoppere blev ved med at presse frem, vores 9'ere blev ved med at lægge det første, hårde pres med stor intensitet. Det er det, som vi har bedt dem om og som vi gerne vil have. Og det leverer de på. Mange gange lykkedes det, men nogle gange var Silkeborg også rigtig dygtige til at spille sig ud af vores pres og derfor var det også en mega fed duel. Det positive for os er, at vi forsøgte at blive i vores udtryk i hele kampen - også til sidst da spillerne fik kramper på skift. De blev bare ved og ved med at arbejde hårdt, vi kunne høre dem og vi kunne mærke dem. Så vores udtryk var meget flot.
Brøndby spillede med meget stor intensitet. I en kombination af dét, det varme vejr og den første kamp i sæsonen gjorde at spillerne begyndte at se lidt slidte ud til sidst, hvor Silkeborg æd sig mere ind i opgøret, true Brøndbymålet mere og Silkeborg både scorede og skabte store chancer således også i denne periode. Det betød dog ikke, at Brøndby bare stillede sig ned og prøvede at forsvare føringen hjem. Til trods for mange kramper og trætte spillere forsøgte Brøndby at bibeholde det aggressive udtryk. Og det var helt bevidst ifølge Viktor Kynde:
- Det handler altid om at finde en balance. Vi vil gerne fastholde det udtryk, vi gerne vil have som er aggressivt og fremadrettet med stor risiko i presset og på bolden, men det må heller ikke blive naivt. Og der er Silkeborg svære fordi de er så dygtige på bolden, så hvis presset ikke helt sidder der, så risikerer vi at lukke mål ind mod sådan et hold. Vi valgte at gå med at fastholde vores udtryk, men vi skal måske arbejde lidt på, sammen med drengene, at finde ud af, hvornår vi kan skrue lidt ned, når vi fører med to mål med 10 minutter igen - det kunne være ved at have længere perioder på bolden eller måske ikke spille helt så direkte. Det var dog vigtigt for os i dag at forsøge at fastholde udtrykket fordi det skal være baseline for hvad vi gerne vil se fra holdet og vi må ikke ryge under dét eller pludselig stoppe. Hvis vi bare gav spillerne plads til at køre bolden stille og roligt rundt eller stoppe med at gå højt i presset var vores vurdering, at vi ville risikere for meget på den lange bane ift. vores udtryk. Det blev dog lidt shaky til sidst, men det var en konsekvens af, at vi ikke valgte at gå på kompromis.
I lighed med U19 holdet har U17 også i løbet af sommeren haft fokus på at forbedre spillet med bolden. Viktor Kynde så positive tendenser, men kunne også konstatere, at der stadigvæk er forbedringsmuligheder:
- Vi havde nogle rigtig fine angreb på bolden. I første halvleg savnede vi dog dybe løb, hvilket gjorde det svært for os, da Silkeborg forsøgte at presse højt. Så i forhold til det vi havde arbejdet med fik vi ikke helt spillet nok centralt i banen. I 2. halvleg begyndte at vi true deres bagrum mere og det gjorde, at vi fik mere plads til at spille centralt i banen. Men vi har så mange dygtige spillere på bolden så vi fik også set nogle rigtig fine eksempler på hvad vi gerne vil på bolden, men vi skal kunne gøre det oftere og endnu mere. Især også mod slutningen, hvor det bliver meget hektisk, vil jeg gerne have at vi blive bedre til at løse de hektiske situationer med bolden i stedet for at spille lange bolde til duel.
U17-holdets angribere stemplede stærkt ind i sæsonen. Jacob Ambæk og Elo Sandersen scorede begge to mål mens Alfred Klamer lagde et stort arbejde i det første pres og i sine dybe løb.
- Det var rigtig godt for dem, at de starter sæsonen med at bygge selvtillid. Vi havde Elo og Ambæk som hver scorede to og så havde vi også Alfred, der spillede en rigtig fin kamp og han gav med sine dybe løb i 2. halvleg plads til, at Ambæk kunne komme i gang med at score mål. Det er fedt for dem og holdet, når angriberne scorer mål, men vi er også glade for det Alfred bringer fordi han skaber så meget plads til at de andre kan score mål.
Brøndby U17 spiller næste kamp på lørdag ude mod Lyngby.