
Teis Markfoged
Viktor Kynde: Tilfreds med præstationen i anden halvleg
U/17-cheftræner Viktor Kynde var tilfreds med holdets indsats efter pausen, men utilfreds med de første 35 minutter i lørdagens kamp mod Lyngby.

MASTERCLASS-SPONSOR: 3point.dks venner
Vil du have mere Masterclass? Så meld dig ind i 3point.dks venner og støt os med et månedligt eller årligt beløb. På den måde sikrer du, at vi fortsat kan levere så meget dækning af talenterne, som vi gør. MELD DIG IND HER.
Brøndby U/17 fik et enkelt point med hjem fra Lyngby, da slutresultatet endte 2-2. Det var en kamp med to forskellige udgaver af Brøndby-holdet. Hvor de i første halvleg ikke ramte det vanlige niveau, var anden halvleg rigtig stærk og i store dele af halvlegen havde Brøndby presset Lyngby ned i eget felt med store chancer til følge. Efter kampen tog 3point.dk en snak med cheftræner, Viktor Kynde, som ikke var begejstret for det han så i første halvleg.
- Vi ”taber” kampen i første halvleg på den måde, at vi ikke rammer det udtryk, som vi gerne vil have. Vi levede ikke op til vores egne standarder i forhold til at være modige, i forhold til at være intense og i vores genpres. Vi savnede aggressivitet, modighed og fremadrettethed fra de første spillere i vores genpres. Vi bliver for passive og det betyder, at Lyngby kan spille sig ud af vores pres, hvor vi i stedet skal begynde at reparere på det. Vi kommer så i nogle undertalssituationer fordi vi ikke har lagt det første pres godt nok. Vi var simpelthen ikke skarpe nok i de situationer, hvor vi mister bolden. Jeg synes egentlig, at vi uden bolden har de rette positioner, spillerne er i områderne og vi har de overtal, som vi gerne vil have, men vi mangler bare at gå på boldholderen i presset og kommer til at fokusere på at lukke linier i stedet, hvor vi så efterfølgende skal løse nogle underlige undertalssituationer.
Det var et forvandlet Brøndby-hold, som kom ud til anden halvleg. Presset sad der, Lyngby kunne ikke spille sig ud og det betød, at anden halvleg nærmest var spil til ét mål med flere oplagte scoringsmuligheder til Brøndby. Indsatsen i anden halvleg var Viktor Kynde anderledes tilfreds med.
- Vi er tilfredse med præstationen i anden halvleg. De ting, som vi ikke syntes fungerede i første halvleg, fik vi justeret i pausen, vores stoppere fik vi højere op og det første genpres var meget skarpere. Det betød, at vi kunne blive ved og ved med at vinde bolden og kvæle Lyngby, som vi også skulle have gjort før pausen. Herudover skabte vi det antal store chancer, som vi kan forvente for at vinde en fodboldkamp. Vi er tilfredse med anden halvleg og hvis man bare kunne isolere det sådan havde det været helt fint, men set over en hel kamp er det ikke godt nok, hvor især de første 35 minutter af kampen ikke var okay.
Selvom Brøndby, i løbet af anden halvleg, skabte mange store chancer og skulle have vundet kampen blev holdet meget febrilske og ivrige i de sidste 5-10 minutter for at lave den afgørende pasning eller score det afgørende mål. I den periode kunne Brøndbyholdet godt have brugt lidt mere koldblodighed og tålmodighed.
- Det er måske en naturlighed i spillet, at spillerne, efter at presset på, ved at der er mindre og mindre tid. Vi – og Lyngby – ved, at det brænder på hos dem og alle på banen har en fornemmelse af, at hvis vi spiller videre så skal vi nok score. Det er bare et spørgsmål om hvorvidt vi når det før dommeren har fløjtet af. Så begynder det hele at blive lidt forkrampet og vi begynder at tænke på, at den næste pasning skal sidde der. Det er klart, at vi skulle have scoret på vores chancer og vi ville gerne have spillet chancerne til sidst endnu større. Der er selvfølgelig noget at gå på. Men i en anden kamp ville vi have vundet. Vi er klart mest fokuserede på, at vi ”taber” kampen i de første 35 minutter, hvor vi ikke rammer niveau mere end at vi ikke lige får prikket bolden ind til sidst.
Næste opgave for Viktor Kynde og U/17-drengene er på lørdag, når det gælder en hjemmekamp mod AC Horsens.