3POINT
Viktor Kynde

Freja Borne

Nyheder16. mar. 2024

Viktor Kynde: Spillerne blev sat fri i 2. halvleg

3point.dk havde efter U17-holdets sejr mod Lyngby en snak med cheftræner, Viktor Kynde, som var meget tilfreds med udtrykket i 2. halvleg efter en pausesnak, hvor spillerne blev sat mere fri fra det taktiske oplæg. Herudover var der især roser til Noah Kirkegaard, der leverede en stærk præstation på højre back.

3point person
Jakob Kjærgaard16. mar. 2024

Brøndby U17 vandt tidligere lørdag med 4-2 over Lyngby. Det var dog en kamp, hvor Brøndbyholdet startede ukarakteristisk sløvt i 1. halvleg, hvilket cheftræner, Viktor Kynde, også bemærkede efter kampen, da 3point.dk tog en snak med ham:

"Jeg er helt enig i, at vi i 1. halvleg leverede en præstation under det vi gerne vil. Vi taler ofte om mod og om fællesskab og det er nogle af de ting, som ikke var tilstede. Noget af ansvaret ligger i den taktiske plan. Den måde vi gerne ville presse på, viste det sig, blev for defensiv selvom det ikke var meningen, men det blev, som du siger, alt for individuelt og vi kom derfor til at løbe lange distancer i vores pres. Det blev for nemt for Lyngby, at spille sig ud af vores pres. Det er ikke fordi Lyngby spiller sig til mange chancer, de har vel kun de to chancer som de scorer på, så det var ikke så meget dét, men mere, at vi ikke kom med det udtryk, som vi gerne ville. Som nævnt kan der ligge noget taktisk i det, som er mit ansvar, men så var der også noget, som vi taler med spillerne om i pausen, der var spillernes ansvar. Noget af det vi snakkede om i pausen var, at spillerne skulle slippes fri. Vi sagde til dem, at vi måtte lægge vores taktiske oplæg væk - og så arbejde med det på et andet tidspunkt - og så gå mere mandsorienteret i presset, men at spillerne skulle op i gear nu. De skulle presse nu. De skulle slippe deres modstander og gå i pres. For det lignede ikke Brøndby i 1. halvleg".

Viktor Kynde pegede på flere årsager til det lidt sløve udtryk i løbet af de første 45 min:

"Det der skete var, at kampen begyndte meget urytmisk fordi vi fik en skade efter 30 sekunder og derefter måtte spille i undertal i de første ca. 10 minutter. Når dét sker ryger der noget tempo ud og så bliver det en kamp, hvor vi bare står og spiller på deres banehalvdel, men uden at blive farlige. Og når vi engang imellem skal presse så bliver det heller ikke helt som håbet. Så det er ligesom flere klodser, der er bygget ovenpå hinanden der gør, at vi har enormt svært ved at få tempo og intensitet ind i spillet i 1. halvleg. For det var jo tydeligt i 2. halvleg, at spillerne havde energien i sig så det handlede om hvordan vi fik den ud. Der skulle vi justere nogle ting. Og så talte vi selvfølgelig om i pausen, at det også var vores eget ansvar at få tempo ind i tingene - at få sat alt hurtigt i gang. Man må også sige, at Lyngby var bøvlede at spille imod, de stod dybt, med fem i bagkæden og var gode til at trække os ned i tempo, men det skal vi modsat kunne matche ved at få gang i tingene"

I 2. halvleg scorede Lyngby hurtigt til 0-2, men derfra så Brøndby sig ikke tilbage. Der var, fra Viktor Kynde, ros til udtrykket i 2. halvleg og de indskiftede spillere, som bidrog væsentlgt til at vende kampen på hovedet:

"De drenge, der kom ind da vi var bagud skal virkelig have stor ros (Svart, Sandersen, Petersen red.). Hvis ikke det var dem der vendte kampen, så var de i hvert fald med til at vende kampen. Det siger jo lidt om både gruppen og klubben, og dét vi synes vi har gang i her i Masterclass. Det er fantastisk at se, at nogle af dem der kommer ind bare kan tage fat, tage ved og kan vende tingene. Det er rigtigt, at Lyngby scorer hurtigt i 2. halvleg, men det var hvad det var og vi var på bænken ikke nervøse, for vi vidste godt, at når vi først fik gang i det så skulle vi nok score. Det der var rigtigt skuffende i 1. halvleg, offensivt, var jo, at vi intet skabte. Vi fik meget bedre mønstre og positioner i 2. halvleg. Vi taler meget med spillerne om, hvilke løb vi gerne vil have i feltet, som vi slet ikke fik i 1. halvleg, og der begyndte vi at få vores backs i bedre positioner, især Noah (Kirkegaard red.), vores 8'ere lavede bedre løb i feltet og de her positioner begyndte at strække Lyngbys organisation - og så begyndte vi at skabe chancer. I 1. halvleg var der en masse ting vi følte, der låste spillerne - og i 2. halvleg sat vi spillerne mere fri. Og så viste spillerne, at de selv med de lidt mere frie rammer faktisk også kunne holde fast i en struktur"

Når man snakker om Brøndby U17 og de enkelte spillere rettes snakken hurtigt mod spillere som Ambæk, Werther eller Al-Najar, men i dagens kamp mod Lyngby leverede Noah Kirkgaard, på højre back, en aldeles stærk præstation, hvor han, især offensivt, var afgørende i flere situationer:

"Jeg synes det er Noah's (Kirkegaard red.) bedste kamp i Brøndby, som jeg lige husker det. Han får virkelig vist sine spidskompetencer frem ift. at være en offensiv back, der kan komme med i feltet, han er en dygtig afslutteter, han jo er tidligere angriber, så han har det der i sig. Jeg synes, at han er helt afgørende for, at vi skaber chancer i 2. halvleg og kommer igennem Lyngbys defensiv igen og igen. Han kan gå begge veje. Han er bøvlet for modstanderne fordi det ikke bare er en back, som går til baglinien, men han er en back som kan gå begge veje og kan løse mange offensive ting. Samtidig løste han i store perioder sin defensive forpligtelser i dagens kamp, som er det han har skulle arbejde på. Så jeg er helt enig i, at Noah spiller en flot kamp og at han er helt afgørende for os i dag"

Med Brøndby U17 gående ind i en landsholdspause med tre sejr og et nederlag i forårets første fire kamp i U17-ligaen gav Viktor Kynde en del-status på hvor U17-gruppen er pt:

"Denne gruppe er kommet rigtig, rigtig godt i gang med foråret. Vi har arbejdet meget på at få en mere solid base, nogle bedre relationer  og vi synes nu, at vi har netop det. Vi har en gruppe, som ved lidt mere om hvem der er til højre og hvem er til venstre efter vi havde mange udskiftninger i efteråret og hvordan gør vi de her ting sammen. Derudover er spillet med bolden det vi har brugt mest tid på i vinterpausen - og der har vi forbedret os markant. Det er meget mere tydeligt, hvordan vi vil bygge op, med flere pasninger og med flere spillere involveret. Det synes jeg man kan se - og det er også derfor Lyngby trækker sig i dag. De starter kampen med at presse os højt, men to gange i træk spiller vi os igennem det og splitter dem og så begynder de at trække sig. At vi vinder sådan en kamp som i dag er et udtryk for at vi har flyttet os - og de mange U16-spillere har nu fået en større indsigt i U17-ligaen. Så der er et rigtig godt fundament at bygge videre på".

Mest kommenterede nyheder