.jpg%3F2026-07-02T07%253A14%253A52.245Z&w=3840&q=75)
Teis Markfoged
Viktor Kynde: Meget at tage med videre
3point.dk tog en snak med U19 cheftræner, Viktor Kynde, efter nederlaget i Silkeborg

Brøndby U19 tabte lørdag med 3-1 til Silkeborg. Nederlaget kom efter en fin præstation, men også på bagkant af en meget lang periode, hvor man har haft svært ved vinde i Jylland. Denne kamp var anderledes end de foregående kampe i Jylland. Holdet præsterede flot og blev ikke ramt på omstillinger, som tidligere har været den store udfordring. Efter kampen var cheftræner, Viktor Kynde, også tilfreds med præstationen, men ikke resultatet, da 3point.dk tog en snak med ham.
- Jeg tror aldrig du har hørt mig bruge det her ord før, men jeg synes vi er uheldige. Det bruger jeg aldrig fordi vi kan jo ikke bruge det til noget, og det kan være lidt fesent at sige når man har tabt, men det var godt nok følelsen af "hold da op tingene går ikke vores vej" i løbet af kampen. Jeg er ikke bekymret hverken på den korte eller lange bane. Som du siger, var det ikke en forlængelse af en tendens, hvor man tænkter "uha, det bliver også et problem på næste lørdag". Det der omstillings- og tabespøgelse fra Jylland er ikke for mig overhovedet aktuelt eller sigende for denne kamp. Jeg synes, at vi er bedre end dem. Vi formår at dominere. Vi får Silkeborg til at sparke mange lange bolde indtil vi blev 10 mand (fordi Wismann måtte udgå med en skade red.). Så det er rigtigt meget at tage med, men vi skal jo også være i stand til at vinde den slags kampe.
Kynde fortsætte med sit syn på kampen, hvor han også kommer ind på, at han ikke var tilfreds med det manglende mod i presspillet i de første 20 minutter af kampen;
- Jeg synes, at vi på mange måder spiller en rigtig flot kamp. Der er nogle ting, og det har intet at gøre med omstillinger imod eller lignende, men i de første 20 minutter er vi ikke tilfredse med vores mod og at vi ikke er fremadrettede nok i vores pres. Jeg synes, at vi taber kampen fordi vi dér ikke gør det, som vi gerne vil. De mål, som de får i 1. halvleg er jo lidt nogle freak-mål (et afrettet skud og et selvmål red.), men vi skal stadigvæk huske, at de mål kommer, fordi det er åbent. Det er jeg lidt utilfreds med og det har jeg været efter drengene med. Vi er for passive i starten af kampen fordi Silkeborg bygger op med tre i stedet for to og så tør vi ikke rigtigt at springe op. Der skal vi være modige og stole på hinanden. De mål vil Silkeborg selvfølgelig ikke score igen, hvis vi skulle spille kampen om - og samlet set ville vi jo vinde denne kampe oftere end vi ville tabe den - men vi skal jo sørge for ikke at komme i den situation, at vi pludseligt er bagud 2-0.
Selvom Brøndby på mange paramtere præsterede en fin kamp erkender Kynde også, at de kæmpede med at skabe nok store chancer. Det er dog også en rejse hen mod at finde den rette "attacking balance" således man ikke bare løber ind i en omstillingskniv, som set tidligere;
- Vi må dog også erkende, at vi ikke skaber nok i dag. Vi har ikke nok store, åbne chancer. Wismann laver et rigtigt flot mål lige uden for feltet, men ellers har vi ikke kvalitet nok i den del af spillet i dag. Vi kan ikke være tilfredse med vores offensive output på kampen, men jeg vil så tilføje, at det er positivt for os, at det er dét vi skal arbejde med. Det fortæller noget om den kamp vi har spillet, nu to uger i træk, og det er det jeg har snakket med drengene om, at det er et sted vi gerne vil være.
- Jeg synes vi bøvler lidt med - ligesom i sidste weekend mod Lyngby - hvornår man skal sætte bolden på spil for at lave mål. I det der forsøg på at være rigtigt godt organiserede når vi angriber og undgå at få omstillinger imod fra nogle af disse hold, som har været problemet tidligere, så er vi meget opmærksomme på ikke at sætte bolden på spil på mærkelige tidspunkter og for tidligt. Og lige nu virker det til, at drengene er igang med at finde ud hvornår det er det ene eller det andet. Hvornår er det for tidligt og hvornår er det "nu er vi i gennembrud og så går vi" og så må vi stole på vores restforsvar. Men så er der selvfølgelig også noget kvalitet - hvem får lige vippet bolden forbi en modstander-fod, som Wismann fx. gjorde ved målet. Der savnede jeg lidt fra de spillere, som vi ved har det i sig.
Viktor Kynde afslutter;
- Alt i alt var det en fin præstation. Selvfølgelig skal man også kigge på resultatet fordi det betyder noget i fodbold, men når vi lige får ro på og ilt til hjernene vil vi jo kigge på denne kamp og konstatere, at der er meget at tage med.