
Freja Borne
Viktor Kynde efter 3-1 sejr: Det var en solid sejr, hvor vi moste dem i 2.halvleg
Læs reaktioner fra cheftræner for Brøndby U17, Viktor Kynde, ovenpå dagens sejr på 3-1 over Vejle, hvor Ambæks og Escobars samarbejde blandt andet blev fremhævet som noget specielt.

Brøndby U17 sluttede efterårssæsonen stærkt med en 3-1 sejr på udebane mod Vejle. Efter kampen havde 3point.dk en snak med cheftræner, Viktor Kynde, der så en solid sejr, hvor præstationen efter pausen dog var bedre end før pausen.
"1.halvleg var måske lidt atypisk for os fordi vi synes kampen var lidt mere lige ind hvad 2-0 føringen reflekterede. Men vi scorer et mål, som er på så højt et individuelt niveau fra Esco og Ambæk at man ikke nærmest ikke fatter det og så et får vi et straffespark, som er der, så det er fair nok og så har Vejle et par muligheder i 1. halvleg, hvor Jalloh redder os. 1. halvleg var lidt bob, bob, men vi går til pausen med 2-0. Det var dog egentlig også meget rart at opleve. Vi synes godt nok, at vi er gået fra banen efter gode præstationer, men med en anden følelse. Omvendt satte vi os fuldstændig på det i 2. halvleg. Vi kommer især rigtig godt ud til 2. halvleg, hvor vi spiller højt på deres banehalvdel og skaber en masse muligheder. Vejle scorer så på et frispark, hvor vi kommer ind i en periode, som er lidt shaky, men den periode varer måske kun 5-10 minutter og resten af halvlegen er vi fuldstændig ovenpå og dér handler det bare om hvor stort vi skal vinde. Vi sidder med følelsen af, at vi skal dræbe kampen til 3-0 fordi vi gerne vil have undgået at ende i det der, hvor Vejle pludselig scorer og så er der pres på. Men det jeg er imponeret over ved drengene er, at de ikke stressede, da Vejle scorede - eller i hvert fald kun ganske kort, hvorefter de bare satte sig på kampen igen. Det er ikke altid lige nemt mod et hold, som lige har reduceret og fået blod på tanden. Men drengene tog bare fat igen og moste dem ned. Det vi sagde til drengene efter kampen var, at det var stærkt at komme herover og så relativt overlegent slå Vejle. Det er ikke et dårligt hold, det er svære forhold og en svær bane og vi vinder helt fortjent. Det skal de have ros for og vi vandt den kamp solidt"
Brøndbys mål til 2-0 var fuldstændig fremragende, hvor Escobar med en lang pasning over +30 meter kunne finde Ambæk, der med en god førsteberøring kunne sende bolden i nettet. Netop samarbejdet mellem Escobar og Ambæk, som vi har set flere prøver på i denne sæson, fik fortjente roser med på vejen fra Viktor Kynde;
"Det mål er på et ufatteligt højt individuelt niveau og det er en af de gode ting ved at være Brøndbytræner; at man arbejder sammen med så store talenter med så meget kvalitet. Det er en fornøjelse og de finder jo bare noget selv. Det ligner, at Esco og Ambæk har fundet noget sammen. Det ligner, at Esco har fundet ud af, at det godt kan betale sig at ramme Ambæk. Og Ambæk ved godt, at hvis han løber, når Esco er på bolden så er der gode muligheder for at vi skaber en stor chance og det udnytter de. Der er bare noget speciel kvalitet hos de to og det handler også som træner om at give dem frihed til at udforske det. Det kan de på det øverste niveau".
Netop kampen mod Vejle var den sidste i efterårssæsonen, hvilket Viktor Kynde udnyttede til at reflektere over den første del af sæsonen;
"Præstationsmæssigt synes vi, at der har været rigtig mange flotte kampe, hvilket vores data også underbygger. Resultatmæssigt har det været lidt undervældende, men vi har præsteret til mere. Dertil har det været meget ungt, hvor vi har spillet med et yngste hold i ligaen, som er det vi gerne vil. Vi har også givet minutter til rigtig mange spillere fordi vi har en stor trup med mange gode spillere og vi har spillet med en stor blanding af U15, hvor vi har givet debut til mange, U17 og spillere fra U19-truppen. Det har betydet, at vi sjældent har stillet op med den samme startformation, men det er et valg vi har taget med åbne øjne velvidende at det kunne koste på resultaterne. Det har påvirket følelsen hos spillerne fra uge til uge fordi sidemanden ofte har været en anden. Det har spillerne håndteret rigtig godt, men det har slået lidt ud på resultaterne, hvilket vi er helt og fuldstændig afklarede med på akademiet. Det er et valg vi har taget. Vi er meget tilfredse med, at lige meget hvilke spillere vi har med - om det er U15-spillere der kommer op eller om det er U19-spillere der kommer ned - så ser vi nogen, som præcis ved hvordan vi gerne vil spille. Det er plug and play igennem holdene og det er en stor ros til akademiet. Så selvom resultaterne har været undervældende har der ikke været ret mange kampe, hvor vi præstationsmæssigt synes det har været for dårligt"
Brøndby U17 kan endnu ikke gå på vinterpause. I næste uge venter nemlig de skandinaviske mesterskaber, hvor de tre bedste hold fra Danmark, Sverige og Norge fra sidste sæson, dyster om titlen som det stærkeste hold i Norden;
"Vi glæder os. Jeg tror, at vores modstandere kommer med årgang 06. Vi kommer med en trup, der består af spillere i årgang 06, 07 og 08. Vi glæder os til at spille mod nogle andre modstandere. Vi har lige været i Portugal og spillet mod nogle hold fra Syderuopa og nu skal vi så spille mod nogle andre typer hold. Det bliver også enormt spændende at bringe de tre årgange sammen og se hvordan spillerne i de forskellige årgange udfylder, deres roller. 06'erne er med for at være ledere, men der ligger også det i det for vores 08'ere at de ikke er med for at lære, men fordi de er dygtige og skal spille en rolle. Til en sådan turnering går vi mere over på at have fokus på resultaterne, mens vi i ligaen har fokus på udviklingen og det lange sigte".
3point.dk vil naturligvis følge U17-holdet til turneringen.