
Freja Borne
Viktor Kynde: Det er en mega god følelse og enormt fortjent
Læs reaktioner fra Brøndby U17\'s cheftræner, Viktor Kynde, ovenpå sejren mod FCK lørdag eftermiddag.

Brøndby U17 vandt lørdag eftermiddag en fuldt fortjent sejr over FCK - den tredje i træk for U17-holdet mod rivalerne fra Frederiksberg - efter en flot præstation, hvor Brøndbyholdet i store peioder af kampen var det bedste hold. Det var således også en meget tilfreds cheftræner, Viktor Kynde, som 3point.dk snakkede med efter kampen:
"Det er en rigtig god følelse, at stå her efter kampen og have slået FCK. Det er mest af alt en mega god følelse fordi vi synes, at vi har haft lidt stolpe ud i denne sæson i forhold til, at vi har leveret gode præstationer, som bare ikke har givet gode resultater. Vi har snakket med drengene om, at det først og fremmest er præstationerne vi kigger på, men i dag kombinerer vi en god præstation med et godt resultat - og det gør det også nemmere at blive ved med at snakke med drengene om, at det er præstationerne, som vi først og fremmest kigger på, for når vi præsterer som vi gør i dag vil vi over tid vinde rigtig mange af vores kampe. Det er mega fedt for drengene og enormt fortjent for dem fordi de har holdt snuden i sporet selvom resultaterne måske ikke helt har været med os og de arbejder ekstremt meget på de ting, som vi beder dem om at have fokus på. Og vi vinder fuldt fortjent i dag".
Brøndbyholdet spillede især en rigtig stærk 1. halvleg. De kom ud til kampen og overfaldt FCK'erne med et højt og aggressivt presspil, der gjorde, at FCK slet ikke kunne få sat deres spil og samtidig var Brøndby stærke på bolden, hvor de kreerede mange store muligheder omkring FCKs mål. Efter kampen hæftede Viktor Kynde sig specielt ved spillernes mentalitet i forhold til ikke at lade sig slå ud af, at de ikke i tilstrækkelig grad udnyttede dominansen i 1. halvleg:
"Vi er rigtig, rigtig glade for vores 1. halvleg. FCK får en lille smule af overtaget mod slutningen af halvlegen, men som helhed er vi det bedste hold og det er også det vi snakker om i pausen. Det der er er helt vildt positivt er, at vi har snakket med drengene om, at selvom der nogle gange kan opstå lidt usikkerhed, når vi ikke lige får scoret i vores gode perioder eller vi oplever anden modgang i løbet af en kamp, så skal de kigge på hvad der foregår på banen og i denne kamp foregik der det, at vi var bedre end FCK. Så det var vigtigt, at kunne blive i kampen og blive ved med at spille på vores måde - og ikke kigge ud og sige at vi skal lave alt muligt om, hvis vi ikke lige scorer eller presset ikke helt sidder. Og i dag oplevede vi et hold, der gjorde præcist det og som blev i det. Vi kom lidt skidt ud til 2. halvleg, men vi oplever, at spillerne bliver i kampen og det er også det vi har øvet os på til træning; at blive i nogle ubehagelige perioder, accepter dem og så får vi det vendt på vores måde. Det er vi sindssygt glade for"
FCK kom bedst ud til 2. halvleg, hvor de fandt bedre løsninger på Brøndbys aggressive pres og derfor - med deres gode boldspillere - kunne de sætte sig mere på kampen i starten af halvlegen. Men igen bemærkede Viktor Kynde spillernes mentalitet for, som halvlegen skred frem, vandt de momentum tilbage og i den sidste fase af kampen stod der Brøndby på nærmest alt og FCK blev presset langt tilbage;
"Set over hele kampen er det en meget fortjent sejr. Vi skaber de fleste og største chancer. I en periode i 2. halvleg kunne det udefra godt ligne, at vi trækkede os lidt i presset, men det er faktisk ikke det vi gør. I den periode er FCK bare virkelig gode på bolden og så ender det med, at vi ikke kan komme til at presse - og hver gang vi prøver at gå i et aggressivt pres så får de spillet sig ud af det. Og det er netop de ubehagelige perioder, som jeg snakkede om før. Drengene har i de perioder nogle gange måske haft en tendens til at slå lidt ud med armene og sige "hvad gør vi så". Men her blev de i det og accepterede, at lige i den periode kunne vi ikke presse højt på FCK fordi de spillede godt, men med hårdt arbejde og med nogle inputs fra os fik vi løst det sammen. Men vi holdte FCK fra at score i deres gode periode i 2. halvleg. Vi fik derfor vundet overtaget tilbage og da vi igen fik overtaget i løbet af 2. halvleg var det udelukkende for os et spørgsmål om at jagte sejren. Vi var på ingen måde interesserede i at skulle nøjes med et point. Vi pressede fremad, vi pressede mere og mere offensivt på dem, vi skabte chancer og spillede på deres banehalvdel. Det var os, der gik efter sejren så det var en forløsning, da Ambæk var på pletten i overtiden."
Iblandt rigtig mange gode præstationer blev en af de bedste præstationer leveret i målet af Mamadou Jalloh, som skiftede til Brøndby i sommerpausen. Ikke fordi han havde mange redninger, men han havde sikre indgreb i feltet og så udmærkede hans spil med fødderne sig som værende på et ekstremt højt niveau. Netop Jalloh' niveau med fødderne var en del af Brøndbys taktiske oplæg kunne Viktor Kynde fortælle efter kampen;
"Spillet med fødderne er noget af det Jalloh gør på et meget, meget højt niveau. Han kan løse opspilssituationer for os og vi er hele tiden i overtal i vores opbygningsspil fordi han fungerer som en ekstra markspiller. I dag bruger vi ham i det taktiske til at spille 2 mod 1 eller 3 mod 2 - og han lavede ingen fejl. Det var super, super flot. Det var en del af overvejelserne inden kampen og det fik han bare udført på et rigtigt højt niveau. Stor ros for den præstation"