Viktor Anker: Har udviklet mig meget af Næstved-ophold
Viktor Anker har fået masser af kampe i efteråret, hvor han har tørnet ud for Næstved i 2. division. Det har udviklet ham og givet ham værktøjer med i rygsækken

Viktor Anker har fået masser af kampe i efteråret, hvor han har tørnet ud for Næstved i 2. division. Det har udviklet ham og givet ham værktøjer med i rygsækken, fortæller han. 19-årige Viktor Anker har i dette efterår været på leje hos Næstved BK. Her har den talentfulde målmand fået masser af spilletid. Det blev til 14 kampe i 2. division for den Brøndby-ejede keeper. Det har gavnet hans udvikling meget, forklarer han til 3point.dk. - Det betyder rigtig meget at spille hver søndag. Jeg kunne også mærke, at jeg var nået til et punkt i min karriere, hvor jeg havde behov for at komme ud og spille om tre point hver weekend. Det har været vigtigt for mig og jeg føler, jeg har lært sindssygt meget af det både på og uden for banen. - Reserveholdskampe handler meget om udvikling også. Selvfølgelig vil man gerne have tre point, men i den halvsæson jeg lige har haft, har tre point været overskriften og så er alt andet kommet i anden række. Det har givet mig enormt meget hår på brystet og jeg har lært meget af det. Spilletiden har lært Anker meget og han har fået flere værktøjer i rygsækken, han kan tage frem og bruge, fortæller han. - Overordnet set har jeg bare fyldt min rygsæk. Som målmand føler jeg nu, at jeg har flere værktøjer at trække op og bruge i de forskellige situationer. Jeg har lært, hvordan det er at spille mod voksne mænd, der har det samme mål som en selv. Det har bare betydet så meget for mig og jeg kan virkelig mærke, at jeg har udviklet mig. Efterlader Næstved i oprykningsspillet Ankers lejeaftale med Næstved varede kun denne halvsæson. Men målmanden kan glæde sig over, at han efterlader klubben i oprykningsspillet til 1. division, selvom de gerne havde haft flere point med over. - Næstved er den klub, jeg kommer fra og hvor jeg startede min karriere, inden jeg skiftede til Brøndby. Det er en klub, der betyder meget for mig. At kunne være med til at hjælpe dem med at komme tættere på muligheden for oprykning, har betydet meget for mig. - Der har været nogle kampe, hvor vi havde håbet på lidt mere og set i bakspejlet måske også lidt flere point. Men nu har vi ni point med over og det er vi selvfølgelig bare glade for. De ni point betyder, at Næstved indleder oprykningsspillet til foråret på en fjerdeplads. Drømmer stadig om Brøndby Lejeaftalen med Næstved løb som tidligere nævnt kun i efterårssæsonen. Derfor er Anker og hans agent nu ved at finde ud af, hvad der skal ske. Brøndby har i forvejen de tre keepere Frederik Rønnow, Benjamin Bellot og Jacob Pryts Larsen i truppen, så Anker udelukker ikke at gøre lejeopholdet længere. - Jeg er i gang med at tale med min agent og Brøndby, om at finde den rigtige løsning for mig. Der er nogle ting, der skal falde på plads. - Der er nogle forskellige faktorer, der spiller ind. Et halvt år er ikke ret lang tid at være lejet ud. Man når nærmest kun lige at lære navnene på holdkammeraterne og få nogle få aftaler på plads, inden man så skal tilbage igen. Der er lige nogle ting nu, vi taler om, og så må vi se, hvad der sker. Han har heller ikke opgivet drømmen om at slå igennem i Brøndby, som har været hans helt store ønske, siden han skiftede fra Næstved tilbage i januar 2014. - Da jeg kom til Brøndby, var det en drøm, der gik i opfyldelse. Det er også en drøm at komme ind og få sin debut, være vigtig for holdet og udvikle mig i klubben. Det ligger stadig fast i mit hjerte og er stadig min drøm. 19-årige Viktor Ankers kontrakt med Brøndby udløber sommeren 2018.