3POINT
Nyheder18. feb. 2015

Viktor Anker: En af de største oplevelser i mit liv

I sidste uge fik Viktor Anker debut på det danske U/17-landshold i en kamp mod Norge. Brøndby-målmanden fik fin feedback fra trænerteamet efter knap 1½ kamp i s

3point person
3point.dk18. feb. 2015

I sidste uge fik Viktor Anker debut på det danske U/17-landshold i en kamp mod Norge. Brøndby-målmanden fik fin feedback fra trænerteamet efter knap 1½ kamp i spanske La Manga. Hjemme i klubben på Vestegnen kan Anker imidlertid ikke vide sig sikker på sin plads. I sidste uge var Brøndby-keeperen Viktor Anker med det danske U/17-landshold i spanske La Manga, hvor menuen stod på tre kampe mod henholdsvis Sverige, Norge og Polen. Efter at have siddet på bænken mod Sverige (1-1) fik Anker sin U/17-landskampsdebut i 2-2 kampen mod Norge. - Kort sagt var det selvfølgelig en kæmpe oplevelse for mig. Det er altid meget stort og med stolthed at kunne trække landsholdsblusen over hovedet. Helt klart en af de største oplevelser i mit liv, fortæller Brøndby-keeperen til 3point.dk og afslører, at han har været med U/17-landsholdet før. - Faktisk er det ikke første gang, jeg var blevet udtaget til U/17-landsholdet. Sidste år var jeg udtaget til en samling og efterfølgende kamp med det nuværende U/18-landshold. Kampen mod Schweiz, hvor jeg sad på bænken, blev spillet i Bogense, påpeger Viktor Anker.

Landstræneren var tilfreds

Kampen mod Sverige var dog ikke landskampsdebut for den 17-årige målmand. Den fik han som Næstved-spiller tilbage i 2013 på U/16-landsholdet, hvor det også blev til to kampe som Brøndby-spiller. Ved den sidste kamp i La Manga startede Viktor Anker på bænken, men kom efter pausen på banen til sin anden U/17-landskamp og var med til at vinde 1-0 over Polen.Læs også om, da Viktor Anker scorede mod Halmstad - Fem minutter inde i anden halvleg i kampen mod Polen blev Lasse Mikkelsen (PSV Eindhoven, red.) skadet og måtte udgå, hvilket betød, at jeg vogtede målet i de resterende 35 minutter, siger en målmand, der er tilfreds med sin egen indsats i de to kampe. - Jeg selv og landstræneren (Jan Michaelsen, red.) var tilfredse med min præstation. Der er altid noget, som kan forbedres, men alt i alt fik jeg ros for min indsats og en fin feedback fra trænerteamet, slår Viktor Anker fast.

Tre landsholdskeepere i Brøndbys U/17-trup

Viktor Anker er imidlertid ikke kommet sovende til sin landsholdsudtagelse, idet han hjemme i Brøndby IF har stor konkurrence på målmandspladsen fra den halvt år yngre Jacob Pryts Larsen med to U/17-landskampe på CV'et samt den endnu yngre Casper Hauervig, der i denne sæson har været førstekeeper på U/16-landsholdet. - Det er super fedt med så stor en konkurrence. Hver gang, man går på træningsbanen, skal man være et hundrede procent fokuseret og arbejde stenhårdt, slutter en fokuseret og selvtillidsfuld Viktor Anker. Hvem af de tre målmænd, der står for Brøndby IF, når de blå/gule åbner foråret i U/17-Ligaen på hjemmebane mod AaB, må tiden vise. Kampen fløjtes op kl. 15:15 lørdag den 28. februar - formentlig på Brøndby Stadions bane 10.

Mest kommenterede nyheder