3POINT
Nyheder4. feb. 2019

Vigen trives med mere ansvar: Skulle finde min rolle på holdet

I sommeren mistede Brøndby flere spillere med stor anciennitet, som gik forrest på banen. Det har gjort, at andre må steppe op, og det føler Lasse Vigen, at han

3point person
3point.dk4. feb. 2019

I sommeren mistede Brøndby flere spillere med stor anciennitet, som gik forrest på banen. Det har gjort, at andre må steppe op, og det føler Lasse Vigen, at han har gjort. Nu er der ikke længe til, at Superligaen igen starter op. Efter en hård opstartsfase med masser af hård træning, glæder man sig som fodboldspiller til at der igen er noget på spil på banen. - Det gør man altid. Der er nogle dage, der er hårde i opstarten, så det er jo det, man arbejder hen mod. Det er altid godt, når man begynder at komme nærmere, og man begynder at kunne mærke, at man har arbejdet hårdt og er kommet i bedre form. Man begynder at kunne se frem til at spille kampe igen, siger Lasse Vigen til 3point.dk. Trives med større ansvar Vigen spillede i efteråret en stor rolle på Brøndbys midtbane, hvor han var mere eller mindre fast mand, og det betød bl.a. at han kunne steppe op og tage mere ansvar for holdet. Det er også blevet bemærket i truppen, som efter anfører Johan Larssons afgang har valgt Lasse Vigen til spillerrådet. - Jeg er naturligt en spiller, der har det godt med ansvaret, og det har været en speciel tid at komme ind på et hold, der var så godt besat med folk der tog det ansvar, og at skulle finde min rolle i forhold til spillestilen. I takt med at det er blevet bedre og bedre, og der også er nogen, der har forladt klubben, har det også været vigtigt, at der var nogen til at steppe op. Det har jeg forventet af mig selv, og jeg kan også mærke det på mine omgivelser, at de forventede det af mig. Det er gået hånd i hånd med, at jeg til dels spiller mere og har en større rolle på holdet, og så vil jeg også gerne selv bevise, både individuelt og sammen med holdet, vise at der er endnu mere i vente fra os. Når Lasse Vigen fortæller, at der er mere i vente, er det især holdets sammenhængskraft, der skal forbedres. - Vi skal have en større sammenhæng mellem de forskellige kæder. Det vil altid være sådan, at hvis man ikke scorer mål nok, så er det angribernes skyld, og hvis vi ikke forsvarer godt nok, så er det forsvarets skyld, men med den måde, vi spiller på, er det bare endnu mere vigtigt at alle linjer og alle kæder gør deres arbejde, fordi vi i mange situationer vil lade forsvaret og målmanden stå og se skidt ud, hvis vi ikke lægger det rigtige pres. - Det er bundet op på, at vi alle sammen skal ramme et højt niveau for at spillestilen fungerer. Det er det vigtigste for os, at vi individuelt præsterer på et højere niveau i efteråret, men at det selvfølgelig er holdet, der løfter den enkelte spiller til at præstere godt, og ikke den anden vej. Det er så vigtigt, at vi alle sammen er der. Første Superligakamp i foråret er på udebane mod FC Nordsjælland på søndag.

Mest kommenterede nyheder