#VENBIF fra modstanderens perspektiv: Vendsyssel skal fortsætte det gode spil fra Parken
Denne omgang 'fra modstanderens perspektiv' tager os tættere på kampen mellem Vendsyssel FF og Brøndby IF sammen med radiovært Oliver Routledge, der holder med

Denne omgang 'fra modstanderens perspektiv' tager os tættere på kampen mellem Vendsyssel FF og Brøndby IF sammen med radiovært Oliver Routledge, der holder med Vendsyssel. FOTO: Teis Markfoged Det er en travl uge for Brøndbys vedkommende og allerede torsdag er der kamp igen, når det gælder pokalkvartfinalen mod Vendsyssel. Selvom det er pokalturneringen, skal I naturligvis ikke snydes for en gang 'fra modstanderens perspektiv'. Vi har talt med radiovært og Hjørring-fødte Oliver Routledge, som holder med Vendsyssel FF. Han har svaret på de fem faste spørgsmål og du kan læse hans svar lige her.
Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fan?
- Havde du spurgt mig for en uge siden, ville jeg sige at statussen var dårlig, men efter den flotte præstation og resultat i Parken i mandags, er jeg noget mere fortrøstningsfuld. - Hvis vi tager udgangspunkt i de tre første kampe i foråret, så tabte vi en tæt kamp mod FC Midtjylland. Vi holdt et ellers stærkt FC Midtjylland fra de store chancer, og var i virkeligheden ret uheldige med ikke at få et point ud af den kamp. Så begik Jon Thorsteinsson en hjerneblødning mod Horsens ved at få rødt kort efter bare 34 minutter. Horsens er muligvis det hold i Superligaen, som er bedst til at spille med en mand i overtal. Inden kampen havde man som fan ret høje forventninger og god tiltro til holdet. Efter 90 minutter var man efterladt med en flad fornemmelse og en tvivl på, om vi overhovedet kommer til at overleve i Superligaen. - I mandags leverede holdet så det, som i ordets oprigtige forstand, må betegnes som en mandfolkspræstation i Parken. 50 minutter med en mand i undertal (denne gang var det nytilkomne Francisco Juniors tur til at begå en hjerneblødning) mod ligaens førerhold og i min optik stærkeste trup. Jeg synes, at vi i mandags så ekstremt stærke ud defensivt og hele organisationen arbejdede som en enhed, for at slæbe det ene point hjem til Vendsyssel. Så kogt lidt ned vil jeg sige, at vi i fem ud af seks halvlege i foråret har spillet rigtig god fodbold. Min fornemmelse, som fan, er faktisk overraskende god, når vi på torsdag skal spille mod Brøndby.
Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?
- Kampen har enorm betydning for Vendsyssel FF og hele lokalområdet. Sidst Brøndby besøgte Nord Energi Arena var der lidt over 5.000 tilskuere på plads. For en Brøndby-fan lyder det måske ikke af alverden, men i Hjørring er 5.000 på tribunerne en hel del. Derfor krydser jeg også fingre for, at denne kamp, givet dens vigtighed i pokalturneringen, at der vil komme et lignende antal tilskuere på lægterne. - Et godt run i pokalturneringen er, efter min overbevisning, noget som også kommer til at smitte af på truppen i Superligaen. Jeg køber ikke den der med, at man skal stille op med B-kæden, fordi Superligaen er vigtigere. Cheftræner Jens Berthel Askou har også udtrykt netop vigtigheden af pokalturneringen for lokalområdet og klubben, og hvis klubben kunne gå hen og slå Brøndby, så kan jeg ikke se hvilken klub, der skulle stå i vejen for Vendsyssel og en finaleplads.
Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? Hvem skal Brøndby passe på?
- Det er et svært spørgsmål, da jeg synes der har været en del svingende præstationer i foråret. Michael Tørnes spillede en god kamp i Parken i mandags, men så noget usikker ud i kampen mod Horsens. Personligt tror jeg dog, at Nicolai Flø får chancen i mellem stængerne til kampen mod Brøndby. - Moses Opondo har vist enormt højt niveau gennem hele sæsonen og har tilpasset sig de positioner, som Jens Berthel Askou har placeret ham på. Med hans mål mod FCK, samt den store præstation i efterårets sidste kamp mod Brøndby, så tror jeg også at Brøndby er mere opmærksomme på ham i denne omgang. - Vi kommer heller ikke udenom Jon Thorsteinsson, som på trods af sit røde kort i Horsens og generelt iltre temperament, bidrager med en del x-factor til det her Vendsyssel-hold. Den 20-årige islænding har et virkelig godt spark og er i stand til at udføre noget på egen hånd, som kan blive vigtigt i denne kamp.
Hvordan tror du I vil gribe kampen an og hvem frygter du mest fra Brøndby?
- Jeg tror og håber, at vi kommer til at udnytte noget af den fart, der er i holdet. I det sidste opgør mellem de to hold, havde vi stor succes ned langs højre-siden, som dengang bestod af Brandao og Alexander Juel. Nu er Brandao ikke i klubben mere, og jeg kan have min tvivl om hvorvidt Alexander Juel må vige pladsen til unge Mads Roerslev i denne pokalkamp. Jeg håber i hvert fald, at vi kommer til at udnytte vores kanter og ikke mindst den fart, der er i holdet mod Brøndbys knap så hurtige forsvar. Det tror jeg i den grad kan spille sig ud til vores fordel. - Jeg frygter stort set hele Brøndbys offensiv. Hvis Wilczek spiller, er han jo en af de bedste angribere i ligaen. Købet af Simon Hedlund ser ud til at være enormt givende. Hany Mukhtar har flere gange vist os de kvaliteter han besidder, men hvis jeg kun skal nævne én, så må det være Kamill Wilczek.
Hvad er dit bud på resultatet, og hvad tror du bliver udslagsgivende?
- Jeg tror, at Vendsyssel vinder kampen 2-1. Jeg håber, det vil skinne igennem, at holdet satser på denne pokalturnering mere end Brøndby gør. Jeg har en formodning om, at Brøndby hellere vil koncentrere sig om at cementere en plads i top 6 end at spille pokalfodbold. - Med Brøndbys svære udebanekamp på søndag mod OB, så håber jeg også, at de har den kamp i baghovedet til dette opgør. Jeg satser på en overraskende sejr til Vendsyssel og at vi forstsætter det gode spil, som vi så inde i Parken i mandags. Udover viljen til sejr, så tror jeg at Vendsyssels hurtighed centralt i banen kommer til at gøre ondt på Brøndbys midterforsvar, og hvis vi spiller med samme intensitet, som vi gjorde mod FC Midtjylland og FCK, så kan vi i den grad matche Brøndby. - God rejse til Hjørring til alle Brøndby-fans. Jeg håber I nyder den friske nordjyske luft og kommer sikkert tilbage igen! Kampen mellem Vendsyssel FF og Brøndby IF fløjtes i gang torsdag aften klokken 19.00 i Hjørring.