
Teis Markfoged
Vallys: Vi gjorde det svært for os selv
Nicolai Vallys var meget skuffet efter søndagens 2-0-nederlag til Viborg FF.

Brøndby IF indkasserede søndag aften sæsonens første nederlag, da Viborg FF rejste fra Brøndby Stadion med en sejr på 2-0.
Det startede ellers udmærket for hjemmeholdet, som kom godt ud til kampen, men som tabte momentum undervejs. De blå/gule spillere gjorde det svært for sig selv efter de kom bagud, mener Nicolai Vallys.
- Vi holdt ikke fast i den måde, vi kom ud på. Jeg synes, vi kom godt ud de første 30 minutter, og så kom vi bagud. Derfra holdt vi os ikke til planen. Vi lavede enormt mange fejl, stressede og blev påvirkede af at det ikke gik, som vi gerne ville, sagde Vallys i mixed zone efter kampen.
- Vi gjorde det svært for os selv. Vi begyndte at løbe meget med bolden og lavede mange fejl i stedet for at spille simpelt og hurtigt. Det var vi gode til i starten, da vi kom godt ned bag dem og gjorde det svært for dem.
Cheftræner Frederik Birk italesatte efter torsdagens kamp mod HB manglende skarphed. Men i søndagens kamp mod Viborg manglede der mere end bare skarphed, mener Brøndbys nummer 7, som også gik på banen som anfører for hjemmeholdet.
- Jeg kan ikke huske mange store chancer. Så vi manglede skarphed på den sidste tredjedel i starten af kampen, da jeg synes vi kom godt ud. I resten af kampen manglede vi meget.
- Det er første kamp vi ikke scorer. I de andre kampe har vi skabt rigeligt, men manglet at prikke den ind, men i dag var det lidt anderledes. Vi fik ikke skabt så meget, og i dag manglede vi mere end den sidste afslutning, vi manglede også den sidste aflevering.
- Jeg er ikke bekymret, men jeg er enormt skuffet over præstationen i dag.
Der er ikke meget tid til at være skuffet for Vallys og co., for allerede torsdag venter en ny kamp, når Brøndby møder Vikingur Reykjavik på Island i tredje kvalifikationsrunde til Conference League.