
Teis Markfoged
Vallys: Jeg kan være bedre, end jeg har været
Selvom skuffelsen over aftenens nederlag fylder meget hos Nicolai Vallys, er offensiv-profilen glad for at være tilbage på måltavlen, og han håber, det kan fortsætte.

– Det var enormt dejligt at biddrage med mål igen. Jeg har forsøgt i lang tid.
Sådan sagde Nicolai Vallys til de fremmødte journalister i mixed zone efter aftenens 3-2-nederlag til FC Midtjylland, efter at snakken om skuffelsen over resultatet var slut.
For efterfølgende var der nemlig plads at tale om det mål, Nicolai Vallys scorede på MCH Arena til 1-1, efter at Brøndby-profilen har været uden mål i foråret.
– Det har påvirket mig en lille smule, men jeg har ikke været frustreret. Jeg har gjort alt, jeg kunne, og lidt ekstra for at komme i gang igen med at hjælpe holdet. Så jeg er glad, og jeg håber og tror på, det kan fortsætte, siger han.
Udover at Vallys målnæse ikke har været lige så skarp som i efterårssæsonen, har Brøndby-profilen ikke levet op til sine egne forventninger, som han ved, han skal leve op til, hvis Brøndby skal stå med guldmedaljerne om halsen efter sidste spillerunde.
– Jeg måler mig selv på mål og assist, men der er også andre ting ved mig selv, jeg har været utilfreds med. Jeg er glad for min kamp i dag, men ked af at vi ikke får de tre point.
– Jeg føler, jeg kan være bedre, end jeg har været på det sidste. Udover mål og assist, kan være bedre. Det er nu, jeg skal være det, hvis vi skal blive mestre. Jeg vil gerne biddrage med alt, hvad jeg kan, og jeg føler, jeg kan biddrage med mere, end jeg har gjort, siger Nicolai Vallys.