Valdbjørn: OB skal mærke at der ikke er noget at komme efter
Brøndbys U/17-hold spiller lørdag en hjemmekamp mod OB og de blågule er sultne efter en sejr, fortæller midtbanespilleren Frederik Valdbjørn. FOTO: Frederik Val

Brøndbys U/17-hold spiller lørdag en hjemmekamp mod OB og de blågule er sultne efter en sejr, fortæller midtbanespilleren Frederik Valdbjørn. FOTO: Frederik Valdbjørns Facebook-profil Superliga-bolden ligger stille, fordi der spilles landsholdsfodbold i disse dage. Men hvis man har Brøndby-abstinenser er der alligevel mulighed for at komme ud og se de blågule i aktion. Lørdag eftermiddag spiller klubbens U/17-hold nemlig mod OB på bane 2 i Brøndby. Midtbanespilleren Frederik Valdbjørn håber på, at der vil komme nogle fans ud og se kampen. OB skal mærke, at der ikke er noget at komme efter. - Nu vandt vi ikke i sidste weekend, så vi kommer til at gå benhårdt efter de tre point på lørdag. Det kommer folk også til at se. Jeg forventer, at vi kommer ud med et godt og aggressivt udtryk fra første fløjt. OB skal virkelig mærke, at der ikke er noget at komme efter. Så jeg håber, at folk har lyst til at komme og se, hvor langt vi er med spillestilen, siger han til 3point.dk. Masterclass-trupperne er fra denne sæson blevet endnu mere indstillet på at spejle spillestilen, som Superliga-holdet praktiserer. Det har givet en sæsonstart med fem point efter de første tre kampe. Der er positive ting, men der arbejdes benhårdt for at få stilen til at sidde, fortæller Valdbjørn. - Jeg synes vi er kommet ud med nogle gode udtryk i starten af kampene. I hvert fald i de første to mod FC Nordsjælland og Randers. Mod Silkeborg spillede vi en skidt første halvleg. - Vi lægger meget tryk på modstanderne langt oppe på deres banehalvdel med mange mand omkring bolden, når vi har den. Når vi så mister den har vores genpres og fremadrettede pres været godt. Vi formår at bibeholde bolden og fange modstanderne i ubalance, præcis som vi skal i forhold til spillestilen. Ud over det har vi været skarpe på vores chancer. Vi mangler stadig en del i forhold til den nye spillestil, men vi arbejder hårdt på at forberede det hver dag til træning og i kamp. - Men jeg synes 100 procent, at vi er godt på vej. Personligt passer spillestilen mig også rigtig godt. Der er masser af intensitet og mange dueller. Det er en fed måde at spille på og det ser rigtig spændende ud. Brøndbys U/17-hold møder OB lørdag klokken 13.00 på bane 2 i Brøndby.