Vadmand: Fællesskabsfølelsen er vigtig
Brøndbys nye CEO, Søren Vadmand, ser fodbold som et vigtigt værktøj til dannelse, udvikling og fællesskab. Fællesskabsfølelsen findes i Brøndby og den skal man

Brøndbys nye CEO, Søren Vadmand, ser fodbold som et vigtigt værktøj til dannelse, udvikling og fællesskab. Fællesskabsfølelsen findes i Brøndby og den skal man værne om. Brøndby har fået en ny CEO. Helt eksklusivt på 3point.dk, kan du nu komme tættere på manden, der kommer fra et direktør-job i Illum, og lære ham bedre at kende. Vi havde sat hinanden stævne i loungen på Brøndby Stadion, hvorfra man kunne se ud på en solbeskinnet græsplæne. Vadmand ankom storsmilende og imødekommende i et gråt og ternet jakkesæt, som fik mig til at tænke, at han ikke bare havde sat sig præg på Illum, men at Illum også havde sat sit præg på ham. - Arbejdsmæssigt har jeg været i retail hele mit liv. Det handler om at få fokus på kunden og kundeoplevelserne. Så det har jeg gjort hele mit liv. Det er også vigtigt i Brøndby. Både i forhold til erhvervspartnerskaberne og tilskuerne. Kunderne. De skal være i centrum og de skal have en god oplevelse. De kommer selvfølgelig for at se fodbold, men de skal have en god oplevelse. Vi prøver, men Brøndby kan desværre ikke vinde hver gang, men hvis man har haft en god oplevelse, holdet har kæmpet, så er det trods alt bedre end at de har tabt og kunden har haft en dårlig oplevelse.
Læs også: Vind en dag under Brøndby-nålen
Vadmand er ydmyg, men ser frem til udfordringen med en meget forskelligartet kundegruppe. Fra sponsorer, der sidder i loungen, til supporterne på Sydsiden og familien på fem, som sidder på Loxam. - Fysiske rammer skal være i orden. Heroppe har det noget at gøre med hvordan sæderne er, hvordan rengøringen er og hvordan græsset er. Så det er de fysiske rammer. De skal være på plads, ligesom i en department store. Og man siger jo ikke nej til en kunde, som eksempelvis kun skal ind og købe for 10 kr. frem for kunden der kommer og køber for 10.000. Det er den samme kundeoplevelse, de skal have. Nogle ønsker at stå på Sydsiden og hoppe og springe og vifte med flag, mens andre finder mere glæde i at sidde her og snakke med nogle partnere, se noget fodbold, og så gå ud og opleve den stemning, som de selvfølgelig også bidrager med. Der er forskellige ønsker fra kunderne, og det skal vi sørge for, men selve oplevelsen skal være på plads. Alle skal have en god oplevelse Men selvom der kan drages paralleller til Vadmands tidligere virker i retailbranchen, så bliver det anderledes at stå i spidsen for en fodboldklub som Brøndby. - Der hvor jeg så er stærk, er på den kommercielle del og på at få kunden i fokus. Og igen må jeg understrege, det vigtigste for mig er den gode kundeoplevelse for vores fans og samarbejdspartnere. Lad mig drage parallellen til en department store: Hvis de ydre rammer er på plads, så kommer kunden ind, og hvis de har en god oplevelse, så køber de også noget og kommer igen. Ligeledes på et stadion. Hvis de ydre rammer er på plads og forholdene er gode, og holdet på banen kæmper alt det de har lært, så kommer vores fans og samarbejdspartnere også igen. Det vigtigste er, at man har det godt herude, for så taler man med andre, og så tiltrækker de endnu flere til at blive en del af fællesskabet. Det skaber alt sammen nogle små ringe i vandet som kan løfte os. Men uanset hvor god en oplevelse man har herude, så indfrier vi kun de sportslige mål ved at vinde fodboldkampe.
Læs også: Træningsupdate: Austins første dag
- Jeg har, som de fleste andre spillet fodbold som barn og stoppede første, da kroppen begyndte at sige fra. Nu dyrker jeg triatlon i stedet. Jeg spillede venstre back det meste af tiden. Det var fordi jeg løb solen sort. Jeg elskede glidende tacklinger, eller at løbe ude på linjen. Det har altid været sjovt at spille fodbold. Jeg spillede lidt oldboys i Dragør, da vi flyttede dertil, men så kom der nogle rygproblemer og så måtte jeg kigge mig om efter en ny idræt. Der er triatlon rigtig godt. Det er tre sportsgrene som er meget monotome, og som sagtens kan kombineres med mit arbejdsliv. - Fodbold er vigtigt for det sociale fællesskab, for det lærer børn at være sammen, og at man skal indordne sig under nogle regler, og man er der i et fællesskab. Det tror jeg er vigtigt for fællesskabsfølelsen, og for at man lærer nogle ting, som kan bruges hele livet. Hvis man er på et hold hvor en spiller godt, og 10 spiller dårligt, så lærer du også at man kan ikke alting selv. Du er afhængig af medspillere. Sådan er det selvfølgelig også herude. Vi er et team. Der tror jeg, at ved at have den kultur, vi har i Danmark, hvor vi spiller så meget fodbold som vi gør, så bringer det meget fremfor sportsgrene som golf eller tennis, hvor det er sværere at forstå fællesskabet. Det er et fantastisk værktøj. Fællesskab og integration Fællesskabet og fodbold som en integrerende faktor kan blandt andet ses i Brøndbys nye projekt, hvor de hjælper syriske flygtninge. - Vi har en forretning vi skal køre, men selvfølgelig bygger det på et mål om fællesskab, og fællesskab er også, at man hjælper til i nærområdet. Og de 104 flygtninge, der ankommer om tre uger, er vi selvfølgelig interesserede i at give en god start. Det gør vi ved at stille en container op, så man kan komme med brugt tøj og lignende. Og børnene blandt de 104 flygtninge bliver inviteret til at træne herude, ligesom de alle bliver inviteret til at se en kamp, så de kan opleve stemningen og fællesskabet. En ting er at man får et par fodboldstøvler eller et sæt legetøj, men at du også får et ansigt på og føler fællesskabet på egen krop, det tror jeg er vigtigt. Søren Vadmand har afløst Jesper Jørgensen på posten, som nu er CFO.