Unødvendigt Brøndby-nederlag
Brøndby IF mødte lørdag eftermiddag Haderslev FK i U/17-Ligaen. De blå/gule var klart det bedste hold, men endte med at tabe til sidst. Skader og flere spillere

Brøndby IF mødte lørdag eftermiddag Haderslev FK i U/17-Ligaen. De blå/gule var klart det bedste hold, men endte med at tabe til sidst. Skader og flere spillere rykket op på U/19-holdet gør ikke vilkårene for Brøndby-træner Albert Capellas nemmere, når de blå/gule skal optræde i U/17-Ligaen. Alligevel fik catalonieren sammensat et mandskab, der lørdag eftermiddag hjemme på bane 10 burde være tilstrækkelig stærkt til at overvinde Haderslev FK:Rasmus From Jetrim Dzeladini - Anton Skipper Hendriksen - Gustav Steener - Lucas Steen Mads Eslund Jesper "Jobbe" Lindstrøm - Jonas Rosfeldt Bertram Gjelfort - Selmin Borancic - Jonas "Mini" Madsen (A) Med en veloplagt anfører, Jonas "Mini" Madsen (billedet), i spidsen tog Brøndby straks fra start greb om kampen i en første halvleg, hvor Brøndby praktisk taget var bedst på samtlige parametre.
Brøndby en klasse bedre
Teknisk var hjemmeholdet en klasse bedre, og spillet flød hurtigt i offensive kombinationer, mens man stressede modstanderne både med og uden bold. Selv fysisk kunne de mindre Brøndby-spillere være med og vandt faktisk de fleste af duellerne og de vigtige andenbolde. Imidlertid kniber det i øjeblikket med det vigtigste, hvis man vil vinde fodboldkampe. Skarpheden i feltet står desværre ikke mål med spillet. Til et lille, men nytteløst forsvar var Brøndby dog også uden sine to mest scorende spillere. Med andre ord lykkedes det ikke at score i en ellers velspillet første halvleg på trods af flere gode muligheder. Fem minutter efter pausen kom imidlertid den forløsende scoring. Endda en ganske flot en af slagsen. Topangriber Selmin Borancic fik bolden med ryggen til mål lige omkring buen på sønderjydernes straffesparksfelt. På førsteberøringen lavede Borancic en fantastisk vending, og med et hurtigt ryk var han forbi sin forsvarsspiller og satte køligt bolden fladt ind ved fjerneste stolpe uden chance for gæsternes keeper.
Fatale sidste fem minutter
Nu på vinderkurs fortsatte Brøndby, hvor man slap ved pausen med det gode og hurtige spil. Som tiden gik - og målene udeblev - blev det imidlertid mere og mere tydeligt, at Haderslevs større fysik var ved at slå mere igennem. Alligevel lignede det en kamp, som kunne køres sikkert i hus for de blå/gule trods den snævre føring. En føring på et mål er dog aldrig helt sikker, ligegyldigt hvor meget man er i kontrol. En tilfældighed eller en dødbold kan hurtigt ændre tingene, og det var lige præcis, hvad der skete med fem minutter igen. Haderslev fik et hjørne, og for en gangs skyld fik de lagt en god bold indover, som en af de store sønderjyder højt svævende flot kunne heade i netmaskerne. Udligningen fik Brøndby til at satse endnu mere fremad, men det virkede mere febrilsk end farligt. I dommerens tillægstid skete så det, som set med blå/gule briller bare ikke måtte ske. Hjemmeholdet tænkte tydeligvis mest fremad banen, hvilket gjorde, at hele tre sønderjyder pludselig stod fri ved fjerneste stolpe, hvor bolden måske lidt tilfældigt dumpede ned til en sikker scoring og sønderjysk sejr. Mens glæden var ekstatisk i Haderslev-lejren, var skuffelsen og ærgrelsen nærmest til at skære i hos værterne. Brøndby har imidlertid kun sig selv at bebrejde efter en kamp, der burde have været afgjort til blå/gul fordel længe inden de sidste fem minutter.
Kampen i tal
Brøndby IF - Haderslev FK 1-2 (0-0) 45. minut: 1-0; Selmin Borancic 48. minut: Lasse Munkholm ind / Jesper "Jobbe" Lindstrøm ud 57. minut: Magnus Warming ind / Bertram Gjelfort ud 68. minut: Christoffer Hansen ind / Jonas "Mini" Madsen ud 76. minut: 1-1; Kristian Bach 80. minut: 1-2; Peter ChristiansenStillingen i U/17-Ligaen Brøndby IF's program