
Teis Markfoged
Uhre: Vil bidrage så meget som muligt
Mikael Uhre er fint tilfreds med sin sæsonstart, hvor han har bidraget med to mål og en enkelt assist.

Mikael Uhre scorede fredag aften sit andet mål i sæsonen, da han blev matchvinder i opgøret mod Randers FC, som Brøndby vandt med 2-1.
Uhre har bidraget med to mål og en enkelt assist i de første fire kampe og er fint tilfreds med, hvordan han personligt er kommet i gang med turneringen. Men Brøndby arbejder på at bygge endnu mere på offensivt.
- Jeg vil gerne bidrage så meget som muligt, og jeg føler også, at der er tegninger til mere. Jeg føler også, at jeg går fint med i spillet i dag (mod Randers, red.) og kan bruges som opspilsstation, selvom jeg også tager rigtig mange dybe løb, siger Uhre til 3point.dk.
- Vi har meget fart oppe foran og det skal vi selvfølgelig bruge så godt vi kan. Vi er blevet bedre til at blive ved med at tage de dybe løb, selvom vi måske får presset dem ned på kanten af feltet. Hvis man tager mit mål, så er det jo et dybt løb fra kanten af feltet. Vi bygger på.
Nu er der landsholdspause. Når den er overstået, skal Brøndby en tur til Haderslev for at møde SønderjyskE.