3POINT
1632678395-DSC00545.jpg

Teis Markfoged

Nyheder26. sep. 2021

Uhre sikrede Brøndby forløsende sejr mod AaB

Brøndby var bagud ved pausen, men fik vendt det i anden halvleg og endte med at vinde 2-1 over AaB på to mål af Mikael Uhre.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen26. sep. 2021

Søndag aften var det tid til kamp igen på Brøndby Stadion og det var formstærke AaB, der gæstede et Brøndby-hold i krise.

Hjemmeholdet kom stærkt ud og Andreas Bruus kom fri i højresiden. Han forsøgte at finde Mikael Uhre inde foran mål, men en AaB-spiller kom i vejen. Det blev symptomatisk for Brøndbys første halvleg, der ikke skulle byde på mange højdepunkter.

Til gengæld blev det til rigtig mange fejlafleveringer og ufatteligt mange boldberøringer på midten og blandt midtstopperne, så AaB kunne stå roligt og klogt uden at forcere noget, for på et eller tidspunkt ville Brøndby smide bolden væk. Og det gjorde de.

Lange bolde i dybden uden adresse, et usammenhængende pres og manglende kreative løsninger. Det begyndte efterhånden at bage op til et AaB-mål. Andreas Maxsø tog et raid frem i banen, men blev tacklet af holdkammeraten Morten Frendrup, så AaB generobrede bolden. Få sekunder senere blev den sendt ind i hovedet på Louka Prip, der headede gæsterne i front.

Brøndby kom med et fint modsvar og et tryk mod slutningen af halvlegen. Problemet var bare, at det ikke udmøntede sig i mål. Der var et par muligheder til Uhre, men han ramte ikke kassen.

Derfor gik Brøndby i kabinen bagud med en enkelt efter endnu en undervældende præstation.

Hjemmeholdet skiftede Mathias Greve ind i stedet for Morten Frendrup fra anden halvlegs start og de blå/gule fik en god start. Pludselig fandt Slimane plads inde i centralt og havde med det samme blik for Uhres dybdeløb. Den lå perfekt og sidste sæsons Superliga-topscorer bragte balance i regnskabet.

Der var nogle af de takter, som Brøndby havde savnet i hele første halvleg. Tænk hurtigt, spil hurtigt.

Men kampen satte sig hurtigt igen og blev lynhurtigt en meget jævnbyrdig og tæt affære. Mathias Ross tog et gult kort for at hive i nødbremsen over for Kevin Mensah. Radosevic tog sig af det efterfølgende frispark, som han hældte ind i feltet, hvor Rosted vandt duellen med Jacob Rinne og headede den på tværs til Uhre, som let kunne sende den i nettet til 2-1.

Brøndby kæmpede med næb og klør og sejren holdt hjem. Forløsning i Brøndby og tre uhyre vigtige point på kontoen.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder