
Teis Markfoged
Uhre sikrede Brøndby derbysejren i tredje overtidsminut
Jesper Lindstrøms udligning så længe ud til at sikre Brøndby et point i derbyet mod FCK, men det var ikke nok. I tredje overtidsminut tog de også sejren.

Forud for søndagens derby var der flere spørgsmål, der rejste sig. Det allerstørste omhandlede selvfølgelig en vis polak, som var med fra start hos FC København, men begge mandskaber stillede også med meget offensive midtbanekonstellationer, så havde vi måske et chancehav i vente?
Det havde vi ikke helt, men spørgsmålet om den polske angriber blev til gengæld hurtigt besvaret.
Efter en indledning med klar FCK-dominans, fik de efter 11 minutter spillet sig til deres første chance, og selvfølgelig skulle det være dagens hovedperson, der slog til. Karlo Bartolec fik oceaner af plads på højrekanten, og slog et præcist indlæg ind i panden på topscoreren, som pandede københavnerne i front.
En fuldt fortjent føring, for Brøndbyerne fandt slet ikke melodien i kampens indledning. Allerede et halvt minut efter, FCK havde scoret, var chancen der igen til polakken, men i stedet for at afslutte, forsøgte han med en tværpasning, der landede i fødderne på Sigurd Rosted og Hjörtur Hermannsson.
Brøndby åd sig langsomt tilbage i opgøret, og efter tyve minutter fik de deres første chance, da Jesper Lindstrøm - Brøndbys klart bedste spiller i første halvleg - lagde et indlæg til Mikael Uhre, som lige var et par centimeter for højt til, at han kunne få retning på sit hovedstød.
Bare minuttet senere havde Uhre til gengæld alle muligheder for at score, da Jobbe lagde en fabelagtig bold i dybden. Uhre havde tid og plads alene med Kalle Johnsson, men svenskeren kom godt ud, og Uhre fik afsluttet svagt, så situationen endte med en redning.
Men når nu hans assists blev misbrugt, så måtte han jo selv steppe op. Efter en halv times spil tabte Mikael Uhre en duel, hvilket gav en løs bold i et område, hvor der ikke var nogen. Jobbe slog turboen til og løb ind til bolden, som han firsttimede mod mål. Det flade spark tog stolpen, inden det fortsatte ind i nettet, og så havde Lindstrøm scoret sit første derbymål.
FCK havde dog stadig en farlig herre i front, og fem minutter senere var det så hans tur til at brænde en friløber. Han fik timet sit løb godt og satte Anthony Jung af på vej mod mål, men Marvin Schwäbe kom flot ud og parerede polakkens forsøg.
Mod slutningen af halvlegen var det småt med chancer, men til gengæld var der masser af drama. Sigurd Rosted og FCK\'s polske topscorer havde set sig sure på hinanden, og det gav flere grimme frispark, en grim film-situation og en arm i hovedhøjde. De to gik til pause med høj puls og en advarsel til FCK-angriberen i bagagen.
Det var dog knap så dramatisk i starten af anden halvleg, til gengæld kom polakken ud til et par store muligheder. I første situation rev han sig fri til et spark, som Schwäbe boksede væk, og sekunder senere kom han først på et indlæg. Hovedstødschancen blev dog grebet af Brøndby-keeperen. Inden der var spillet fem minutter af anden halvleg, havde Schwäbe endda hevet en tredje stor redning ud af ærmet, da Pep Biel driblede sig til en god skudmulighed på kanten af feltet.
Presset fes dog lige så stille ud, og selvom københavnerne oftest havde bolden, også på Brøndbys halvdel, blev chancerne færre. Brøndby kunne i den anden ende havde skabt en stor chance, men Hedlund tog en forkert beslutning, da han blev spillet fri i højresiden, og hans flade indlæg blev let clearet.
Mens første halvleg - og anden halvlegs første fem minutter - gav pænt med chancer til begge hold, var anden halvleg noget mere afventende. FC København kørte bolden rundt i egne rækker og ledte efter sprækker i Brøndby-defensiven, mens Brøndby virkede fint tilfredse med at hive et enkelt point ud af kampen.
Et kvarter før tid fik Mikkel Kaufmann dog en mulighed, da en FCK-kombination snød Brøndby-forsvaret, men Kaufmann leverede en kandidat til kampens ringeste afslutning, på trods af sin frie poosition.
Det lugtede kraftigt af en pointdeling, men når et derby gør det, så går det jo sjældent sådan. Tre minutter før tid trådte Robert Mudrazija i bolden, og Slimane og Radosevic kunne føre bolden frem. Radosevic endte med at finde Uhre, som hamrede bolden i sidenettet. Der troede de fleste Brøndby-fans vist, at sejren var på vej.
Men det var den ikke. To minutter senere tilspillede hjemmeholdet sig en identisk situation, da Mohamed Daramy driblede og driblede og til sidst fandt en fri position, hvorfra han kunne sparke bolden i sidenettet.
Bedst som man havde skrevet dette kampreferat færdig, så dukkede scoringen alligevel op. Brøndby servede et frispark op mod feltet, hvor Sigurd Rosted kanonerede bolden på stolpen, og Mikael Uhre var først over returbolden, som han satte i nettet. 2-1 til Brøndby, som for anden runde i træk vandt på en scoring i absolut sidste sekund.