3POINT
Mikael Uhre

Teis Markfoged

Nyheder14. dec. 2020

Uhre: For et år siden var jeg femtevalg - er vokset med tilliden

Mikael Uhre er vokset meget det seneste år i Brøndby. Han er gået fra femtevalg og ude af truppen til nøglespiller.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen14. dec. 2020

Søndag aften kom Mikael Uhre atter på tavlen for Brøndby IF, da han scorede kampens første mål i Brøndbys 2-1-sejr over SønderjyskE. Det er en dejlig sæson, angriberen har gang i, mener han selv. Og nøgleordet er tillid.

- Tillid. Jeg har allerede spillet flere minutter i denne sæson end jeg har gjort i de to tidligere sæsoner i Brøndby. Jeg har lært en hel del siden jeg er kommet herover. Det er en dejlig sæson jeg har gang i, men også en dejlig sæson vi har gang i som hold, sagde Uhre efter kampen mod SønderjyskE.

- For et år siden var jeg femtevalg og ikke en gang med i truppen. Det viser, hvad tillid kan gøre. Jeg er vokset med den tillid, der er blevet givet mig.

Efter coronapausen i foråret kom Uhre stærkt tilbage og tilkæmpede sig en plads i startopstillingen og han har ikke set sig tilbage siden. Han har selvtrænet meget og forbedret nogle vigtige parametre i sit spil.

- Jeg har lagt på i de dybe løb og min timing er blevet bedre. Jeg er også blevet bedre som opspilsstation. Det kan nogle gange gøre, at modstanderne kommer lidt længere frem, og det giver mig mere plads at løbe i. Det er meget godt at kunne begge ting.

- Jeg selvtrænede også inden corona-pausen, men jeg tror måske også bare at det lille break gavnede mig. Det skal ikke lyde som om, at jeg ikke ville det nok i forvejen, men jeg fik sagt, at det skulle være løgn. Nu ville jeg spille noget mere. Jeg har så grebet chancen, når jeg har fået tilliden.

Mikael Uhre har scoret seks mål og lavet fem assists indtil videre i denne sæson.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder