3POINT
Sydsiden fans

Teis Markfoged

Nyheder9. jul. 2023

Udmelding fra Alpha: Stemningsboykot slutter

Det har næppe gået over hovedet på særligt mange med vanlig gang på Brøndby Stadion, at noget ikke var som normalt, når det kom til stemningen til de seneste mange kampe på Vestegnen. Men nu er stemningen tilbage lyder meldingen fra Alpha.

3point person
Kasper Pedersbæk9. jul. 2023

Det har ikke været vanlig tilstand på hverken Brøndby Stadion eller de mange stadions de blågule fans besøger på udebaneturene i de seneste mange kampe, når det kom til stemningen. For som en del af protesten mod det nye ejerskab af Brøndbyernes IF boykottede fangrupperingen Alpha stemningen, hvilket satte sit præg på Brøndby Stadion såvel som på udebaneafsnittene, hvor de mange blågule fans ellers havde fyldt massivt op både i antal og vokalt.

Men i juni blev der stemt en værdiaftale igennem via Fanafdelingen, og det har afstedkommet en udmelding fra Alpha søndag eftermiddag:

- Vi har tidligere tilkendegivet vores holdning til denne aftale, og vi vil i forlængelse af dette fortsætte med lejlighedsvise vokale og visuelle protester mod klubbens ejerskab.

De sætter selv yderligere ord på, hvorfor protesten i dens tidligere form har udtjent sin værnepligt:

- Vi mener dog, at det stemningsboykot, som blev indført ved offentliggørelsen af klubbens nye flerklubsjere, har udtjent sit formål for nu. Vi har derfor besluttet, at vores opfordring til stemningsboykot ikke bliver forlænget, og vi planlægger derfor at genoptage vores tribuneaktiviteter til sæsonens første kamp i Silkeborg.

At stemningen nu vender tilbage betyder ikke at sårene er helede, for det vil fortsat være et emne, der som en sten i skoen, sætter sine mærker i hverdagen:

- Vi har fuld respekt for alle Brøndby-fans, som fortsat ønsker at protestere mod ejerskabet på den måde, de finder bedst. Salget til udenlandske flerklubsejere vil i mange år være et betændt sår i vores klub, som ikke kan ignoreres.

En samlet stemningstribune

I udmeldingen fra Alpha bliver der også adresseret et andet punkt. Et ønske om at strømline Sydsiden, som værende en tribune dedikeret til de stemningsskabende fans. En problematik der stadig mangler at blive løst:

- Udfordringerne er stadig uløste, og de seneste mange måneder har kun tydeliggjort de grundlæggende forskelle mellem forskellige typer fans på Sydsiden Nedre. Vi ønsker at finde en løsning, sådan at Brøndby Stadion igen har et dedikeret stemningsafsnit forbeholdt aktive stemningsskabere.

Men samtidig også en problematik, der dog synes at være en vis dialog om tolket ud fra udmeldingen:

- Vi er i dialog med relevante parter om problematikken, og indtil der er noget på plads, kan vi ikke sige mere om vores tribuneaktiviteter på hjemmebane.

Mest kommenterede nyheder