Udlejede Corlu sikrede Lyngby et enkelt point med sit første Superliga-mål
Brøndby IF har i denne sæson sendt Rezan Corlu på leje i Lyngby BK. Fredag aften scorede han sit første mål i Superligaen, da han sikrede De Kongeblå 1-1 mod FC

Brøndby IF har i denne sæson sendt Rezan Corlu på leje i Lyngby BK. Fredag aften scorede han sit første mål i Superligaen, da han sikrede De Kongeblå 1-1 mod FC Nordsjælland. FOTO: Lasse Lagoni Brøndby IF købte denne sommer det egenavlede talent Rezan Corlu tilbage fra italienske Roma og udlejede ham med det samme til Lyngby, hvor Corlu også spillede på en lejeaftale i sidste sæson - bare i 1. division. Corlu har døjet med en skade i den første del af sæsonen, men har startet de seneste tre Superliga-kampe for Lyngby. Senest fredag aften, da De Kongeblå på udebane mødte FC Nordsjælland. Her markerede 22-årige Corlu sig med et langskudsmål, som sikrede Lyngby 1-1 mod de nordsjællandske rivaler. Han har nu leveret et mål og to assists i denne sæson. Alle er faldet i de seneste tre kampe, hvor han altså er startet inde. Hos Lyngby startede også den tidligere spiller hos Brøndby U/19 Kasper Jørgensen, som ikke blev tilbudt en seniorkontrakt på Vestegnen. Yderligere kunne endnu en tidligere spiller fra Brøndbys talentafdeling have debuteret i Superligaen i går aftes. Ertugrul Teksen sad nemlig med på bænken for første gang, men kom altså ikke i spil. Han tørner normalt ud for Lyngbys U/19-hold efter han heller ikke blev tilbudt en seniorkontrakt i Brøndby. Målet mod FC Nordsjælland var Rezan Corlus første i Superligaen. Hans lejeaftale med Lyngby udløber til sommer, hvorefter han står til at vende tilbage til Brøndby. Hans aftale med Brøndby løber til sommeren 2022.