Udebaneafsnittet bliver til Faxe Tribunen i Odense på lørdag
Albani, OB og 3F omdøber i samarbejde en del af endetribunen på Nature Energy Park til Faxe Tribunen på lørdag, så Brøndbys fans kan føle sig rigtigt hjemme i u

Albani, OB og 3F omdøber i samarbejde en del af endetribunen på Nature Energy Park til Faxe Tribunen på lørdag, så Brøndbys fans kan føle sig rigtigt hjemme i udebaneafsnittet, skriver OB på sin hjemmeside. FOTO: Robert Hendel Der er lagt op til et brag af en fodboldfest i Odense på lørdag, når Brøndby IF gæster OB på Nature Energy Park. OB kan nå bronze og Brøndby kan nå fjerdepladsen, som giver adgang til en Europa playoff-kamp mod enten Randers eller AGF. OB og Albani udøver godt værtskab og sørger lørdag for, at de mange medrejsende Brøndby-fans i udebaneafsnittet føler sig velkomne. Endetribunen, som udebaneafsnittet er en del af, hedder normalt 3F-tribunen, men til denne kamp vil en del af tribunen helt ekstraordinært blive omdøbt til Faxe Tribunen. Det har OB og hovedsponsor Albani sørget for. - Faxe-tribunen var ikonisk, da vi var sponsor derovre, og derfor genopstår tribunen på lørdag, når Brøndby gæster Odense. Vi pakker tribunen ind, så den ligner den gamle Faxe-tribune i Brøndby, så fansene fra vestegnen kan føle sig velkommen og mindes de gode, gamle dage, siger sponsorchef hos Royal Unibrew Freddy Larsen til OB's hjemmeside. Kampen mellem OB og Brøndby bliver fløjtet i gang klokken 17.00 på lørdag.