3POINT
Nyheder24. feb. 2016

Uches gennembrud i Brøndby-trøjen

Det er i år præcis 25 år siden, at Brøndby IF præsterede det hidtil største resultat af en dansk fodboldklub på den internationale scene. Det fejrer vi her på 3

3point person
3point.dk24. feb. 2016

Det er i år præcis 25 år siden, at Brøndby IF præsterede det hidtil største resultat af en dansk fodboldklub på den internationale scene. Det fejrer vi her på 3point.dk med en artikelserie, der gennemgår hele forløbet frem til og med den berømte semifinale mod AS Roma. Første kamp var hjemme mod Eintracht Frankfurt. Lige siden kvartfinalen i Brøndbys første europæiske kampagne mod FC Porto - de senere vindere af turneringen - i Mesterholdenes Europa Cup tilbage i marts 1987 spillede Brøndby IF alle sine europæiske hjemmekampe i Københavns Idrætspark, indtil nedrivningen i forbindelse med en større ombygning gik i gang i vinteren 1990/91. Det var således også tilfældet en onsdag aften i september 1990, hvor det tyske storhold Eintracht Frankfurt var på besøg i første runde af UEFA Cup'en. Langt de fleste danskere blandt de 12.400 tilskuere - faktisk et ganske pænt tal dengang - var nok kommet i Idrætsparken med bange anelser på de blå/gules vegne, men de havde ikke taget Morten Olsen i ed.

Overraskende presfodbold

Brøndby-træneren med de 102 landskampe som spiller og en lang karriere i udlandet bag sig havde i de sidste tre år af sin aktive tid spillet i 1. FC Köln, så Olsen havde et indgående kendskab til vesttysk fodbold. I Bundesligaen var man i de år vant til, at man relativ uforstyrret kunne føre bolden frem, indtil man nærmede sig straffesparksfeltet, hvor de offensive spillere blev mandsopdækket. Derfor kom det som noget af en overraskelse for tyskerne, at Brøndby gik op og pressede dem over hele banen - ikke mindst boldholderen. En overraskelse de aldrig kom sig over. Morten Olsen havde bragt spillerne fra Vestegnen i så god fysisk form, at de kunne praktisere den spillestil i stort set hele kampen, hvilket ikke mindst gav udbytte efter pausen.

Et ikonisk mål

Inden da havde nigerianske Uche Okechukwu med et nærmest ikonisk mål tidligt i kampen bragt hjemmeholdet i front. Et mål, der betød det reelle gennembrud i Danmark og ikke mindst på Vestegnen for den bomstærke forsvarer. De 1-0 holdt sig til pausen og yderligere ti minutter, inden Turbo-Bent - Bent Christensen Arensøe - antændte et festfyrværkeri med sit mål til 2-0. Kim Christofte fulgte op kort efter med en scoring fra 11 meter-pletten, inden Jens Madsen og endnu en gang Turbo-Bent fuldendte en gennemført stor aften for Brøndby IF i Københavns Idrætspark. De mere end 12.000 tilskuere - både danskere og tyskere - troede knap deres egne øjne og måtte knibe sig i armen, men den var god nok. De tyske favoritter blev sendt hjem med en sæk på 5-0 i bagagen.

En europæisk milepæl

Den dag i dag står onsdag den 19.september 1990 som en milepæl i Brøndbys europæiske historie - en af mange skulle det siden vise sig. Den aften var det hele imidlertid noget uvirkeligt for de mange Brøndby-fans på stadion - og ude foran TV-skærmene senere på aftenen, da kampen blev sendt forskudt. Men næste morgen kunne de vågne op til de helt store avisoverskrifter, som endelig kunne overbevise dem om, at det hele ikke havde været en drøm. Den pessimisme, som havde hersket lige siden Frankfurt blev trukket som modstander, var nu vekslet til en stor optimisme på Vestegnen. En optimisme, der dog skulle vise sig farlig, men mere om det i næste afsnit af vores lille jubilæumsserie.

Højdepunkter fra kampen
Kampfakta

Brøndby IF - Eintracht Frankfurt 5-0 (1-0)Peter Schmeichel Bjarne Jensen - Lars Olsen (A) - Uche Okechukwu - Carsten V. Jensen Erik Rasmussen - Kim Vilfort - Jens Madsen - Kim Christofte Bent Christensen Arensøe - Torben Frank 09. minut: 1-0; Uche Okechukwu 55. minut: 2-0; Bent Christensen Arensøe 64. minut: 3-0; Kim Christofte (str.) 77. minut: Henrik Jensen ind / Erik Rasmussen ud 80. minut: 4-0; Jens Madsen 84. minut: 5-0; Bent Christensen Arensøe 87. minut: Frank Pingel ind / Carsten V. Jensen ud Ikke benyttet: Søren Hansen, Jens Risager og Friday Elahor. Eintracht Frankfurt: Uli Stein, Manfred Binz, Dietmar Roth, Karl-Heinz Körbel, Stefan Studer, Thomas Lasser, Ralf Falkenmayer, Andreas Möller, Michael Klein, Lothar Sippel og Dieter Eckstein (Janusz Turowski).

Første artikel i serien

Fra den svenske skærgård til Rom

Mest kommenterede nyheder