Uche har åbnet et akademi i hjemlandet
Sammen med en tidligere nigeriansk landsholdsspiller samt sin tvillingebror har den tidligere Brøndby-stjerne Uche Okechukwu åbnet et fodboldakademi i hjemlande

Sammen med en tidligere nigeriansk landsholdsspiller samt sin tvillingebror har den tidligere Brøndby-stjerne Uche Okechukwu åbnet et fodboldakademi i hjemlandet Nigeria. Tilbage i sommeren 1990 kom to for langt de fleste komplet ukendte nigerianere til Brøndby IF. Den ene, Uche Okechukwu, blev allerede i første halvsæson en nøglefigur i det blå/gule forsvar med stjerne- og kultstatus på Vestegnen. Senere fik forsvarskæmpen hovedroller både i tyrkiske Fenerbahce såvel som på det nigerianske landshold. Siden Uche - som egentlig er efternavnet - tilbage i 2009 stoppede sin aktive karriere, har der været stille omkring nigerianeren. Efter nogle år som agent for unge spillere, har Uche nu åbnet et fodboldakademi tilbage, hvor det hele startede - Aba i det sydlige Nigeria. Det har han gjort sammen med sin tvillingebror Emeka Uche samt den tidligere landsholdsspiller Emeka Ifejiagwa. - Jeg har gået længe med planer om at starte det her akademi, men jeg har ventet på det helt rette tidspunkt, og jeg tror på, at det er nu. Min tvillingebror Emeka Uche og vores ven, Emeka Ifejiagwa, som også spillede på The Super Eagles (det nigerianske landsholds kælenavn, red.) er med i det, siger Uche ifølge Vanguard. Vil gerne give noget tilbage til lokalsamfundet Uche startede tilbage i de tidlige 1980'ere sin fodboldkarriere i en lokal klub i Aba. De andre to startede i sin tid også i samme klub. Den hed Aba Geater Tomorrow, og det har været inspirationen til navnet på det nye fodboldakademi i Aba. - Da vi endelig besluttede at starte akademiet, bestemte vi os for at genoplive navnet på den klub i Aba, hvor vi alle tre startede, som er Aba Greater Tomorrow, men vi valgte at kalde det Abia Greater Tomorrow Football Academy. Vi ønsker at starte vores akademi, hvor vi startede vores fodboldkarrierer. Vi vil gerne give noget tilbage til det lokalsamfund, som gav os muligheden for at blive til, hvad vi er i dag, siger den tidligere Brøndby-helt. - Der er bunker af talenter i Aba og omegn, og målet for akademiet er at passe på dem, pleje og forberede dem på en bedre fremtid indenfor fodbolden og hjælpe den med at få opfyldt deres drømme som professionelle fodboldspillere. Det er dét, vi vil, slår Uche afslutningsvis fast. Som nævnt var det tilbage i sommeren 1990, at Uche Okechukwu kom til Brøndby IF, hvor det frem til udgangen af 1993 blev til 99 officielle kampe og mindst 15 scoringer. Den nigerianske forsvarskæmpe var blandt andet med til at vinde to danske mesterskaber (1990 og 1991), og han var en vigtig del af det hold, som i sæsonen 1990/91 spillede sig frem til UEFA Cup semfinalerne.